Fra Truist Championship startede torsdag, til turneringen sluttede i går, var Nicolai Højgaard en seriøs kandidat til sejren, og faktisk helt frem til hul 16 i finalerunden.
Her slog Højgaard bolden hen over greenen og ned i noget semirough, der bestemt ikke gav ham det bedste leje. Det resulterede i dagens anden bogey, og danskeren var pludselig to slag efter norske Kristoffer Reitan. Dermed skulle Højgaard slutte birdie-birdie for at presse nordmanden. Det lykkedes ikke, men det blev alligevel til en finalerunde i 68 (-4), en samlet score på -13 og Nicolai Højgaards femte 2. plads på PGA Touren.
Så selvom vi stadig har den første danske PGA Tour-sejr til gode, er der bestemt god grund til at tro på, at den kan være lige rundt om hjørnet.
Da Truist Championship samtidig var et signature event, var der både store penge og mange verdensranglistepoint på spil. Derfor springer Højgaard helt frem som nummer 29 på verdensranglisten – hans bedste placering nogensinde.
På FedEx Cup-ranglisten ligger han nu som nummer 15 og ligner dermed en spiller, der er på vej mod at blive den første dansker nogensinde til at kvalificere sig til FedEx Cup Playoffs.
Det var Kristoffer Reitan, der sikrede sig sin første PGA Tour-titel. En bemærkelsesværdig udvikling for nordmanden, der for blot halvandet år siden spillede på HotelPlanner Tour.
Se det endelige leaderboard her