Det er ingen hemmelighed, at Nicolai Højgaard næppe fik den sæsonstart, han havde håbet på ved sidste uges Dubai Invitational. Men hvad end danskeren har haft fokus på i den forgangne uge, har umiddelbart båret frugt.

Højgaard lagde forsigtigt fra land med en åbningsrunde i -1. Fredag i anden runde skruede han imidlertid markant op for tempoet – i hvert fald på bag-9. En tør vi godt at sige kedelig for-9 bestående af 9 par, inden han for alvor fik hul på birdiemaskinen med hele fem birdies på de sidste ni huller, og dermed en runde i -5, 67 slag.

Den score sendte Nicolai Højgaard solidt ind i top-10 og op på en delt femteplads inden weekenden.

Tredje runde er i gang, og Nicolai har netop slået ud side om side med sydafrikanske Jayden Schaper.

Fire danskere videre til weekenden

Der var seks danskere til start ved Hero Dubai Desert Classic, og fire af dem klarede cuttet og er dermed klar til weekendens finalerunder.

Thorbjørn Olesen var næstbedste dansker efter de første to runder i samlet -2, hvilket rækker til en delt 20. plads. Meget tyder på, at Olesen har taget de gode takter med fra sidste uges syvendeplads.

Rasmus Neergaard-Petersen klarede cuttet efter runder i 75 og 68 slag, mens den sidste dansker videre til weekenden er Jeff Winther, der gik de første to runder i 72 og 73.

3. runde er igang og du kan følge med lige her