Norsk føring, men Kjeldsen blander sig i toppen på ECCO Tour i Spanien
Vejrforholdene på første runde af Infinitum Spring Series Final by ECCO i Spanien mindede mere om en dansk efterårsdag end et spansk forår. En kraftig vind og enkelte byger satte spillerne på prøve, men en af dem, der håndterede forholdene bedst, var danske Søren Kjeldsen. Med en solid runde i -2 på Infinitums Hills/Ruins Course har den rutinerede dansker spillet sig op på en delt fjerdeplads – et stærkt udgangspunkt inden morgendagens anden runde på Lakes Course.

I toppen af leaderboardet finder vi norske Jarand Arnøy, der leverede en fremragende 66’er (-5) på Lakes Course og dermed indtager førstepladsen alene.

Svensk og tyrkisk pres i toppen
Svenske Adam Andersson fik en drømmestart og var -5 efter syv huller på Hills/Ruins. En dobbeltbogey på hul 10 og en efterfølgende bogey på 11. satte dog en stopper for det stærke momentum, men han endte alligevel i -3, hvilket rækker til en delt andenplads sammen med tyrkiske Ediz Kemaloglu.

Blandt dem, der deler fjerdepladsen med Kjeldsen, er de norske Andreas Halvorsen og Rune Bøkeid, spanske Alvaro Velasco, svenske Isac Wallin, samt de to danskere Bjørn la Cour Søborg og Aksel Bakmand.

Danskerne kæmper for cuttet
Det var generelt en svær dag for de danske spillere, og blot otte danskere er inden for den foreløbige cutgrænse inden tirsdagens anden runde. Kristoffer Max ligger på en delt 9. plads, mens Emil Guldfeldt og Victor Bjørløw deler 14. pladsen. Jens Kristian Thysted og Morten Toft Hansen er på en delt 30. plads.

For de danske forhåndsfavoritter Jeppe Kristian Andersen, Victor Sidal Svendsen, Christian Jacobsen og Oliver Hundebøll kræver det stærke præstationer i morgen, hvis de skal avancere til finalerunden onsdag.

Anden runde spilles tirsdag fra kl. 08:30.

Se de aktuelle tee times og resultater her.