De bedste kvindelige danske golfspillere skal fra den 31. juli til 2. august 2025 spille Q-Tour Championship HimmerLand presented by Sand Spedition skal spilles i HimmerLand.

Turneringen er en af LET Access Series (LETAS), der er niveauet under Ladies European Tour (LET).

Det er firmaet Q-Tour ejet af Daniel Kristensen der er promoter på turneringen. Han er tidligere medarbejder hos GolfPromote og således vant til at arbejde med golf og sponsorater. Han stiftede i fjor selskabet Q-Tour med et ønske om at skabe en ny dansk kvindegolf-tour.

Der er lavet en 3-årig aftale med HimmerLand, og Q-Tour har også præsenteret Sand Spedition som hovedsponsor.

– Jeg er stolt over at kunne præsentere Sand Spedition A/S som hovedsponsor, og at Ingvard Sand har valgt at hjælpe os i gang med dette spændende projekt. Q-tour skal ud og favne bredt blandt sponsorer og partnere i hele Danmark, og her gør Sand Spedition en stor forskel, siger Daniel Kristensen.

– Mit mål med Q-Tour er at gøre det lettere for danske kvindelige golfspillere at tage springet ind i det professionelle miljø og samtidig give sponsorer en unik golfoplevelse. Det skal være sjovt, men også professionelt. Jeg tror på, at vi kan skabe noget helt særligt med afsæt i mine mangeårige erfaringer fra ECCO Touren. På sigt ønsker vi at have 2-3 årlige turneringer på LET Access Series. Jeg er meget optimistisk omkring fremtiden for Q-Tour og dansk kvindegolf. Med det rette setup kan vi løfte sporten til nye højder og give vores talenter de bedste muligheder for at lykkes, siger Daniel Kristensen.

Aftalen vækker også glæde hos GolfPromote som bl.a. står bag Danish Golf og ECCO Tour.

– Der er helt fantastisk at Daniel sammen med Sand Spedition tager fat i talentudviklingen på kvindesiden. Vi har jo set effekten af det arbejde der er gjort fra mange parter på herresiden, så jeg håber virkelig det lykkes dem at få skabt nogle gode ting – det er jeg sikker på de vil gøre alt for. Det er også dejligt at se HimmerLand tilbage i professionel golf. Stedet er absolut både velegnet og velvalgt. Så stort tillykke til alle involverede, udtaler Flemming Astrup fra GolfPromote.

Den danske afdeling af LET Access Series har de seneste tre år været afviklet i Smørum Golfklub, sidste år med deltagelse af 26 danskere og med engelske Emma Clews som vinder.