Solen skinnede over Lyngbygaard under første runde af Trust Forsikring Championship, men selvom det var lune, var det langt fra en nem dag på kontoret. Vinden havde godt fat i anlægget, fairways er hårde, roughen tyk og greens hurtige. Alt i alt de ingredienser der skal til for at skabe en spændende første runde af en golfturnering.
I toppen af leaderboardet finder vi Kasper Nyland, der til trods for manglende kontrol på hastigheden på greens og lidt for mange tynde jernslag alligevel formåede at komme rundt i dagens bedste score. En score svenske Jesper Sandborg også matchede med en runde i 67 slag, 5 under par.
Men fordi turneringen i denne uge spilles som stableford fra scratch, betyder det altså, at de to står noteret for +5. En par giver to point, birdie giver tre point, bogey ét point og double bogey eller værre giver ingen point.
Lige efter førerduoen i +4 finder vi blandt andre Martin Leth Simonsen. Road to Europe-ranglistens nummer ét kommer direkte fra en 6. plads ved sidste uges Danish Golf Challenge på HotelPlanner Tour, og endnu engang befinder danskeren sig helt fremme.
Leth kom rundt i 4 under par, og selvom putteren blev en smule koldere hen ad runden, formåede han stadig at spille sig til en delt 3. plads efter første runde.
På samme score finder vi Jamie Tofte Nielsen samt svenske David Nyfjäll og Anton Karlsson, der alle holder sig helt fremme inden morgendagens anden runde.
Danskerne holder sig til
På en delt 7. plads i +3 finder vi yderligere tre danskere i form af Mads Fuglsang Rasmussen, Mathias Ballard og Oliver Hundebøll Jørgensen.
Kigger vi lige uden for top-10, blot ét slag længere tilbage, finder vi endnu en håndfuld danskere bestående af Mads Røddik, Mads Laage, Christian Photin Hansen, Bjørn la Cour Søborg og Claes Thrane Borregaard.
Så selvom Kasper Nyland og Jesper Sandborg aktuelt deler føringen, er der stadig et tæt pakket leaderboard lige bag dem, og med stableford-formatet kan meget hurtigt ændre sig i løbet af få huller.
Se hele leaderboardet her