Når Danish Golf Challenge torsdag slår dørene op på Odense Eventyr Golf, bliver det med hele 17 danskere i feltet og flere stærke danske kort i kampen om trofæet.
Turneringen er en del af HotelPlanner Tour, og flere af de danske spillere kommer til Odense med både form og selvtillid i bagagen.
En af dem er Hamish Brown, der i sidste uge leverede en andenplads i Spanien og aktuelt er bedst placerede dansker på Road to Mallorca-ranglisten som nummer syv. Samtidig bliver det også spændende at følge Martin Leth Simonsen, der ganske vist primært spiller på Nordic League og ECCO Touren i 2026, men som har haft en fremragende sæson med blandt andet to sejre allerede.
Derudover vender sidste års vinder Jonathan Gøth-Rasmussen tilbage til Odense Eventyr, hvor han skal forsøge at forsvare titlen, mens Sebastian Friedrichsen også kommer til Eventyr med stærke resultater i bagagen. Friedrichsen er aktuelt nummer 18 på Road to Mallorca og har blandt andet leveret en femte- og en ottendeplads på HotelPlanner Touren i år.
Der er derfor bestemt danske sejershåb at finde, når første slag slås torsdag morgen.
Odense Eventyr er klar
Odense Eventyr står flot op til turneringen, men selvom layoutet visuelt kan virke åbent fra tee og overskueligt, venter der stadig spillerne en stor strategisk udfordring.
Især de velplacerede fairway-bunkers kan skabe problemer fra tee, og samtidig er roughen både tæt og tyk i bunden, hvilket gør præcision fra tee til en afgørende faktor i jagten på lave scores.
Vejrudsigten ser samtidig lovende ud med temperaturer mellem 19 og 22 grader, let skyet vejr og gode forhold for både spillere og tilskuere.
Nyt partnerskab søsættes
Onsdag markerer samtidig starten på et nyt samarbejde mellem Danish.Golf og WePlayAgain, hvor tilskuere og spillere får mulighed for at indlevere brugt golfudstyr direkte på anlægget – dette er der mulighed for onsdag fra kl. 11.00 – 14.00.
Her kan udstyret enten omdannes til kontanter, konverteret til klip der kan bruge til fremtidige ECCO Tour Pro-Ams eller doneres direkte til præmiesummen på ECCO Touren og dermed være med til at støtte fremtidens professionelle golfspillere.
Der er gratis adgang alle dage til Danish.Golf Challenge på Odense Eventyr Golf.