Svenske Oliver Gillberg sikrede sig sin første sejr på ECCO Tour efter en solid præstation i finalerunden på Great Northern Challenge. Sejren var dog Gillbergs anden triumf i denne sæson på Nordic Golf League og sender ham fra 11. til femtepladsen på Road to Europe Ranglisten. Før finalerunden var Gillberg ét slag bag landsmanden Adam Guedra, men med en solid runde i 68 slag lykkedes det ham at sikre sejren med to slag foran danske Bjørn La Cour Søborg og Guedra.

Ugen har budt på optimale betingelser for spillerne med en golfbane i absolut international topklasse og skønt efterårsvejr. Temperaturer mellem 18 og 20 grader, og kun en let brise, når der ind i mellem var lidt vind, skabte ideelle rammer for spillerne.

Selvom der var en lang række danske spillere med i feltet, blev det en stille uge for de danske farver. Bjørn La Cour Søborgs andenplads var den eneste danske placering i top 10. Der var dog en delt 11. plads til Alexander Frances, Jens Kristian Thysted og Peter Launer Bæk, som sluttede 6 slag under par. Gillbergs sejr har dog også et dansk islæt, idet han bliver trænet af den danske golftræner Nicolai Norman.

Næste stop på ECCO Tour er Trust Forsikring Championship, som spilles fra den 2. til 4. oktober på Lyngbygaard Golf ved Aarhus.

Se alle resultater her