Imorgen går det løs, og golfens maraton står for døren – det gælder Final Stage på Tour Skolen.

Her venter seks runder på Infinitum Golf, en times kørsel syd for Barcelona. Formatet er slagspil. De første fire runder fordeles ligeligt på resortets to baner, Hills og Lakes. Derefter klarer cirka halvdelen af feltet cuttet til de sidste to runder, som spilles på Lakes.

Final Stage på Tourskolen er en vild størrelse, og kan være karrieredefinerende. Det er her, fremtiden for 156 spillere afgøres. Nogle indfrier drømmen om at kalde DP World Tour deres nye arbejdsplads. Andre rammer aldrig storspillet og ender i bunden. Og så er der dem, der er lige ved og næsten – dem der bagefter kan pege på det ene slag eller det 3-putt, der kostede en placering i top 20.

For ender man i top 20, modtager man en kategori 18 til DP World Tour 2026 – en kategori, der giver adgang til det meste af sæsonen, dog ikke de største turneringer.

Ender man uden for top 20 men inden for top 40, modtager man kategori 9 til HotelPlanner Touren.
Klarer man cuttet men ender uden for top 40, får man kategori 13 til HotelPlanner Touren.

De danske deltagere

I år har vi i alt otte danskere med i Final Stage – og deres vej hertil har været forskellig.

Lucas Bjerregaard og Hamish Brown har begge spillet på DP World Tour i 2025. Begge sluttede dog på den forkerte side af ranglisten, af dem der automatisk genvandt kortet til 2026, men inden for top 145, hvilket giver direkte adgang til Final Stage.

Jonathan Gøth Rasmussen og Victor Sidal Svendsen har spillet på HotelPlanner Touren i år og var begge med i kampen om top 20, der ville have givet direkte oprykning til DP World Tour. Det lykkedes ikke, men da de begge sluttede mellem nr. 21 og 45 på ranglisten, har de derigennem kvalifikationsadgang til Final Stage.

Søren Broholt Lind, Jeppe Kristian Andersen, Kristian Bressum og Martin Leth Simonsen har alle kvalificeret sig via Second Stage.

Du kan følge med her