Den 23.-26. maj afvikles Challenge Tour turneringen, Danish Golf Challenge, på Odense Eventyr Golf. Til start er lokale Peter Launer Bæk, der sejrede på banen i 2018, og fynboen ser frem til at konkurrere på hjemmebanen igen.

– Jeg vandt ude på Eventyr i 2018 på ECCO Touren, så jeg ved, at jeg kan. Det er en anden kaliber spillere, der kommer, og mængden af sejrsdygtige spillere er større, men jeg tror på mig selv, og prøver egentlig bare at være så meget tilstede på banen som muligt, siger Peter Bæk og fortsætter:

Turneringen tæller også 50% til Nordic League, så det er ikke en uge, hvor du tager fuldstændig fri fra den rangliste. Det er en fantastisk mulighed og en uge, hvor du kan ændre din fremtid. 

I skrivende stund er 16 danskere på entrylisten til turneringen, og blandt dem er syv wildcards – disse gives til danskere med CT kategori, heriblandt Bæk, og de bedst placerede danskere på Nordic League ranglisten. 

Det er altid fedt at spille i Danmark på højere niveau med internationale spillere, og hele setuppet er bare et nøk op fra at spille Nordic League. Der er mange flere detaljer på banen og træningsanlægget, og det hele er bare mere lækkert på Challenge Tour, fortæller Peter Bæk.

Victor Sidal Svendsen, Jens Kristian Thysted, Alexander George Frances, Frederik Birkelund, Morten Ørum Madsen og Lucas Bjerregaard gør allesammen, via wildcards, Peter Bæk selskab i Odense. Der er gratis entre alle dage, og dermed ingen undskyldninger for at komme forbi og støtte de danske spillere, hvis man spørger Bæk.

Det er supernemt at komme rundt på banen. Med en masse danskere til start, er der både danskere, der spiller deres første CT, og danskere, der har spillet majors. På den måde så bliver det et fedt event for dansk golf, afslutter fynboen.

Danish Golf Challenge starter torsdag den 23. maj. Der er cut efter anden rundes afslutning fredag og finalerunde søndag den 26.