Nye medejere skal være med til at sikre fremtiden for ECCO Tour og dansk professionel golf
GolfPromote, der står bag ECCO Tour samt danske turneringer på HotelPlanner Tour og DP World Tour, udvider ejerkredsen med fire nye profiler fra dansk erhvervsliv og international golf.
De nye medejere er:
- Jens Lange, CEO i Trust Forsikring
- Brian Nielsen, Group CEO i DTD Group
- Nicolai Højgaard, professionel golfspiller
- Rasmus Højgaard, professionel golfspiller
Virksomheden blev grundlagt i 2001 af Flemming Astrup og har siden udviklet sig til en central aktør i dansk professionel golf.
Siden etableringen har GolfPromote arrangeret 313 professionelle turneringer, gennemført 494 Pro-Ams og været med til at udbetale omkring 285 millioner kroner i præmiepenge.
I dag driver virksomheden ECCO Tour, står bag den danske HotelPlanner Tour-turnering og er medarrangør af Danish Golf Championship i samarbejde med European Tour Group.
ECCO Tour har gennem mere end to årtier fungeret som et afgørende springbræt for danske golfspillere på vej mod international golf – heriblandt flere profiler på både DP World Tour og PGA Tour.
Ifølge Flemming Astrup handler udvidelsen af ejerkredsen først og fremmest om at sikre kontinuitet og langsigtet udvikling.
“ECCO Tour er hjørnestenen i hele vores DNA og har haft enorm betydning for udviklingen af dansk golf. Derfor har det været afgørende for mig at sikre, at touren også fremover bliver drevet med hjertet på rette sted,” siger Flemming Astrup.
Han fortsætter selv i den daglige ledelse, samtidig med at GolfPromote nu tager de første skridt i et langsigtet generationsskifte med fokus på at videreudvikle og styrke organisationen i de kommende år.
“Ingen får den samme mulighed for at starte fra scratch, som jeg gjorde i 2001. Derfor er det vigtigt, at vi allerede nu begynder at tænke langsigtet og gradvist bygger næste generation op omkring virksomheden og ECCO Tour,” siger Flemming Astrup.
Samtidig fortsætter ECCO sit engagement i ECCO Tour, hvor de i 2028 kan fejre 25-års jubilæum som titelsponsor:
“I ECCO ønsker vi naturligvis også fremover at støtte ECCO Tour. Touren har fået stor betydning for mange unge danske og nordiske golfspillere, og vi ønsker fortsat at være med til at give dem de bedst mulige rammer for at udvikle sig til morgendagens stjerner, siger ECCO’s Timo Vollrath
I dag samarbejder GolfPromote med mere end 80 partnere og gennemfører årligt flere end 30 partner- og netværksevents rundt i hele landet og tilmed også nogle i udlandet. Samtidig besøger omkring to millioner brugere årligt platformen Danish.Golf.
Det vækker en særlig glæde hos Flemming Astrup, at Nicolai og Rasmus Højgaard har valgt at engagere sig i projektet sideløbende med deres karrierer på PGA Tour.
“Rasmus og Nicolai viste fra første møde stor begejstring for projektet, og jeg er utrolig glad for den gruppe mennesker, vi nu samler omkring GolfPromote og ECCO Tour.”
Nye medejere ser store muligheder for fremtiden
Samtidig ser de fire nye medejere gode perspektiver i at videreudvikle dansk professionel golf yderligere:
“ECCO Tour har haft enorm betydning for dansk golf gennem mange år. Det er et projekt med stærke værdier og stor passion, og det er netop den kombination, der gør det interessant for mig at blive en del af ejerkredsen.”, fortæller Jens Lange.
Brian Nielsen har ved selvsyn oplevet, hvor langt spillerne der kommer fra ECCO Tour, kan føre det:
“Jeg var for nylig til The Players Championship, hvor ikke færre end 8 spillere i turneringen tidligere havde spillet på ECCO Touren. Det er et vidnesbyrd om, hvor meget ECCO Tour betyder for dansk og nordisk golf. GolfPromote har bevist, at man med dedikation og stærke relationer kan skabe events og udviklingsmiljøer på internationalt niveau. Jeg glæder mig enormt til at bidrage til den udvikling og til at sikre et stærkt fundament for de næste mange år.”
Nicolai Højgaard nåede selv at vinde på ECCO Touren, inden hans succes bragte ham videre:
“ECCO Tour har været en vigtig del af min vej mod international golf, så det betyder meget at kunne give tilbage og være med til at sikre mulighederne for de kommende generationer.”
Til det supplerer Rasmus Højgaard:
“Vi ved begge, hvor vigtig ECCO Tour har været og er for dansk golf og for vores egen udvikling. Derfor føltes det helt naturligt at engagere sig i projektet.”
GolfPromote vil fortsat arbejde for at have både DP World Tour og HotelPlanner Tour i Danmark, men understreger, at ECCO Tour også fremover vil være virksomhedens centrale fokusområde.
Fakta om GolfPromote og ECCO Tour
- Grundlagt i 2001.
- 313 professionelle turneringer afviklet siden opstart
- 285 mio. kr. i samlede præmiepenge
- 494 Pro-Ams og Partner-events gennemført
- Mere end 80 samarbejdspartnere
- 15 professionelle turneringer og +30 partner-events i 2026
- Samarbejder med DP World Tour, HotelPlanner Tour og European Tour Group
- Cirka 2 mio. årlige besøgende på Danish.Golf
For yderligere information
Flemming Astrup
Promoter / CEO
4090 1960
fa@golfpromote.dk