Der er skiftet ud i toppen ved Danish Golf Challenge på Odense Eventyr Golf Club på en dag, hvor solen for alvor meldte sin ankomst.
Tapio Pulkkanen, der startede dagen på en delt 4. plads i -10, blot ét slag fra toppen, leverede dagens laveste runde i -9 og spillede sig dermed til et forspring på tre slag ned til svenske Algot Kleen og franske Maxence Giboudot. Giboudot matchede i øvrigt også finnens runde i -9 og sprang hele 14 pladser frem på leaderboardet.
Stadig danskere at spore i top-10
De tre danskere, der befandt sig i top-10 efter anden runde, er der stadig efter tredje runde. Det drejer sig om Martin Leth Simonsen, Jonathan Gøth Rasmussen og Jeppe Kristian Andersen.
Leth, der delte førstepladsen efter anden runde, fandt aldrig helt samme rytme som i de to foregående dage. Han var i par for runden helt frem til hul 15, hvor han kom én under par. En afsluttende birdie på hul 18 gav en runde i -2, men danskeren falder tilbage til en 6. plads i -13, seks slag fra førstepladsen.
Jonathan Gøth Rasmussen kom stærkt fra start med birdies på hul 1, 4 og 8, hvilket bragte ham til 3 under par for dagen. På bag-9 sneg der sig et par bogeys ind, men de blev opvejet af yderligere to birdies og en samlet runde i -3. Det bringer Gøth til -12 samlet og en delt 8. plads.
En placering Jeppe Kristian Andersen også indtager. Med fem birdies og blot én bogey gik han runden i -4. Blandt højdepunkterne var et halvlangt birdieputt på hul 16, der fandt vej til bunden af koppen.
De øvrige danskere, der klarede cuttet og er med i weekenden, er Christian Jacobsen på en 34. plads i -8, Hamish Brownpå en 39. plads i -7 samt August Thor Høst på en 71. plads i par.