Rasmus Højgaard har taget et markant skridt i den rigtige retning når det kommer til at jagte den amerikanske drøm på PGA Touren. Med en delt tredjeplads i Sanderson Farms Championship i Mississippi leverede den 24-årige dansker sit hidtil bedste individuelle resultat på PGA Tour – og står nu med næsten sikker adgang til næste sæson.

Efter fire solide runder på The Country Club of Jackson afsluttede Højgaard ugen med en præstation, der understregede hans stigende formkurve. Søndagens runde i 65 slag (-7) var søndagens næst-bedste runde, kun overgået af vinderen, amerikanske Steven Fisk.

Nærmest sikret kortet

3. pladsen sender Højgaard op som nummer 75 på FedExCup-listen, og det betyder, at han med stor sandsynlighed har spillet sig til fuld spilleret på PGA Tour 2026. Rasmus spiller også med i denne uges turnering, Baycurrent Classic i Japan. En turnering hvor der ikke er noget cut, hvilket betyder at han kommer til at modtage point til ranglisten uanset hvad, og derfor er det nærmest usandsynligt at Rasmus Højgaard skulle falde ud af top 100.

Samtidig betyder topresultatet et hop tilbage i verdensranglistens magiske top-50, hvor Højgaard nu ligger som nummer 43. Top 50 på verdens ranglisten åbner døren til de helt store turneringer, og kan Rasmus holde sig i top-50 når vi rammer nytår, kan han se frem til at modtage en invitation til Masters 2026.

Dansk dobbelt i top-20

Der var også danske farver længere nede på leaderboardet. Thorbjørn Olesen leverede fire runder under par og sluttede på en delt 14. plads i -14. Det sender Olesen frem som nr. 115 på FedExCup-ranglisten, dermed tættere på top-100 og holder håbet om et fuldt kort til næste sæson i live.

Se det fulde leaderboard her