Rasmus Højgaard leverede søndag en af karrierens stærkeste finalerunder, da han gik en nærmest fejlfri 62’er – otte slag under par – og dermed sikrede sig en delt andenplads ved Omega European Masters på Crans-sur-Sierre Golf Club i schweiziske Crans Montana.
Kun en enkelt bogey på åbningshullet skilte ham fra et helt pletfrit scorekort, men derefter fulgte en sand perlerække af birdies og en enkelt eagle, som sendte danskeren helt frem i toppen af leaderboardet.
For Rasmus betyder resultatet, at han nu rykker op som nummer 18 på Race to Dubai og samtidig hopper til en 52. plads på verdensranglisten.
Højgaard har i forvejen gode minder fra de schweiziske alper. Han triumferede i Omega European Masters tilbage i 2021, og med søndagens præstation viste han endnu en gang, at banen passer ham fortrinligt. Samtidig understregede han sin stabile formkurve – for bare to uger siden blev han også nummer to på hjemmebane ved Danish Golf Championship på Furesø.
Det tegner godt for danskerens form få uger før det går løs ved Ryder Cup på Bethpage i USA fra d. 26.-28. september.
Godkendt dansker uge
Også de øvrige danskere fik sat tydelige aftryk i Schweiz. Lucas Bjerregaard sluttede turneringen af med en 65’er, fem under par, og sprang dermed frem til en delt ottendeplads. Det giver ham et vigtigt avancement til nummer 133 på Race to Dubai. Samme placering sikrede Rasmus Neergaard-Petersen sig, og hans flotte sæson fortsætter med et hop til 15. pladsen i Race to Dubai. Dermed sidder han i øjeblikket på det sidste af de ti PGA Tour-kort, som uddeles ved sæsonens afslutning.
Med tre danskere i top-10, en Rasmus Højgaard i sprudlende form og Ryder Cup lige om hjørnet, tegner billedet af et dansk golfefterår, der kan blive både dramatisk og historisk.