Wow for en uge, en weekend og et comeback – bare det hele!
Fire danskere var til start ved sæsonfinalen, DP World Tour Championship i Dubai, og man skulle ikke langt ned ad leaderboardet, før de røde og hvide farver dukkede op igen og igen. Fra start til slut var der danskere helt fremme i den sjove ende.
Og i går, søndag, havde vi endda en dansker i førerbolden. Rasmus Neergaard-Petersen lå helt i front – godt nok delt med ingen ringere end Rory McIlroy, men opgaven foran ham var enorm.
Det blev en lidt vaklende begyndelse med +1 for dagen efter de første 13 huller, og stille og roligt gled han tilbage i feltet. Men som Rasmus selv siger, er hans styrke, at han ALDRIG giver op, og det beviste han med bravur. En eagle på par-5-hul 14 satte gang i en seriøs slutspurt. Rasmus Neergaard-Petersen gik imponerende fem under par på de sidste fem huller og kom ind i en flot 68’er (-4).
Han gav endda sig selv chancen for endnu en eagle på 18. hul, som kunne have sendt ham i omspil med Rory McIlroy og Matt Fitzpatrick – et omspil, hvor Fitzpatrick i sidste ende trak det længste strå.
Men tilbage til Neergaard. Hans stærke afslutning løftede ham til en delt tredjeplads, præcis nok til at sikre de point, der giver ham et af de ti PGA TOUR-kort, som hvert år går til de bedst placerede på ranglisten, der ikke allerede har kortet i hus.
Mere end godkendt dansk indsats
Det var bestemt ikke kun Rasmus Neergaard-Petersen, der markerede sig positivt i Dubai.
Rasmus Højgaard blev næstbedste dansker. På trods af en lidt stille start torsdag og fredag skød han en fremragende 65’er (-7) om lørdagen og spillede sig op på en delt tredjeplads inden finalerunden. Søndagen blev måske ikke helt som håbet, men en bogeyfri 69’er er stadig solid golf. Det rakte dog til et fald på fire pladser og en samlet syvendeplads.
Modsat sin bror kom Nicolai Højgaard flyvende ud af startblokkene og førte faktisk sæsonfinalen efter 36 huller. I weekenden fandt han dog aldrig helt samme niveau, og med runder i 73 (+1) og 70 (-2) endte Nicolai på en delt 11. plads.
På samme delte 11. plads finder vi den fjerde og sidste dansker, DP World Tour-rookien Jacob Skov Olesen. For blot et år siden sikrede han sig tourkortet gennem tourskolen, og nu stod han i sæsonfinalen – et bevis på en mere end godkendt debutsæson. Målet før sæsonstart var at slutte i top 110 og sikre kortet til 2026, og det klarede han til perfektion.
Med runder i 68, 72, 66 og 69 sluttede Jacob Skov Olesen side om side med landsmanden Nicolai Højgaard.
Se det endelige leaderboard her
Se den endelige ranglisten her