Royal Oak Golf Club i Jels gør comeback som turneringsvært, når Bravo Tours Open ruller ind næste uge. For den nye direktør Hasse Bonde-Sterup er det første skridt mod at genrejse Royal Oak som Sydjyllands fyrtårn i dansk golf.

Hasse Bonde-Sterup tiltrådte som direktør den 1. april, og opgaven er omfattende. Den nye direktør håber at kunne aktivere resortet på mange fronter, siger han og peger blandt andet på de nye hytter, møde- og spisefaciliteter, som skal fyldes med liv. Det handler om mere end golf – det handler om helhedsoplevelsen.

“Vi skal højne både banestandarden, serviceniveauet og gæstetilfredsheden,” siger Bonde-Sterup og tilføjer, at Royal Oak også vil skærpe sit fokus på erhvervslivet og turisme.

ECCO Touren som platform

Bravo Tours Open markerer et nyt kapitel for Royal Oak, som tidligere har været vært for både ECCO Tour og Challenge Tour, men i en periode har været væk fra rampelyset. Den nye direktør ser turneringen som en kærkommen mulighed for at vise, hvad Royal Oak kan.

“Vi vil gerne tilbage i toppen. ECCO Touren er en perfekt platform til at signalere, at vi er på vej mod noget stort igen,” fortæller Bonde-Sterup.

Og ifølge ham er tilslutningen fra medlemmerne til turneringen stor, hvor mange medlemmer allerede er tilmeldt forskellige frivillige opgaver under turneringen.

Visioner for fremtiden

Royal Oaks ambitioner stopper ikke ved turneringen. Om få uger går byggeriet af et indendørs træningscenter i gang, som skal tilbyde helårstræning – også med simulatorer. Målet er at tiltrække både elitehold og klubgolfere til træningsophold.

“Vi skal være i top 10 i Danmark. Vi kan ikke konkurrere med Himmerland og Great Northern på størrelse, men vi skal være det naturlige valg i Sydjylland – både for golfspillere og feriegæster,” afslutter Hasse Bonde-Sterup.

Med udsigt til yderligere udbygning, stærke træningsfaciliteter og en markant tilstedeværelse på den danske golfscene, ser fremtiden lys ud for Royal Oak. ECCO Touren ser frem til igen at besøge stedet, når Bravo Tours Open afvikles fra 7-9 maj.