I sidste uge blev DP World Tour Q-School Second Stage afviklet på fire forskellige baner i Spanien. Hele 18 danskere var klar til at kæmpe om kategorier til både Challenge Tour og ikke mindst kategori 18 til DP World Tour i 2025.

Der var en masse danske solstrålehistorier – dem forsøger vi at samle op på herunder.

Christoffer Bring, der tilspillede sig et DPWT-kort via netop Q-School tilbage i 2022 har efter et par sæsoner med blandet spil fundet gode takter frem. Næstved-spilleren er stensikkert videre til Final Stage efter en overbevisende indsats på Golf Las Pinaillas. Specielt danskerens sidste runde i 65 slag (-6) vidner om, at storspillet er der. Bring blev desværre eneste mand, af i alt seks danskere, der klarede den videre fra Alicante-banen.

Halvt så mange danskere var i spil på Desert Springs, hvor Christian Jacobsens videre avancement aldrig for alvor var i fare. Den yderst formstærke dansker, der sluttede som nummer tre på Nordic League Rankings, ligner en mand, som ikke stiller sig tilfreds med Challenge Tour kategorien fra Nordic League. Jacobsen sluttede som nummer syv efter en bundsolid finalerunde i 68 slag (-4) og drager mod Finale Stage sammen med Anders Emil Ejlersen, der takket være en forbløffende afslutning også spillede sig videre. Ejlersen lukkede finalerunden med intet mindre end fire birdies på de sidste fem huller. Finalerunden i 66 slag (-6) var medvirkende til et spring på 30 pladser på leaderboardet og en billet til denne uges marathon på Infinitum.

På vestkysten blev det Næstveds lefty-duo, Jacob Skov Olesen og Alexander Frances, der bookede billet til Final Stage. Amatøren Jacob Skov Olesen fortsætter ufortrødent sin imponerende rejse blandt Europas professionelle. The Amateur vinderen har ikke set sig tilbage siden opvisningen på Lübker i august og efter en bogeyfri 63’er (-9) på finaledagen er han sikkert videre til de seks nervepirrende runder denne uge. Ligesom tilfældet er det med Jacobsen, ligner Alexander Frances en mand, der er ude efter mere end “bare” en Challenge Tour kategori. Frances sluttede som nummer fire på Nordic League, men skal forsøge at forbedre denne kategori efter en flot indsats på Second Stage.

Sidste dansker videre fra Second Stage er Søren Lind fra Odder. Lind var i aktion i den nordlige del af landet, på samme bane hvor han også spillede sig videre sidste år – og derfra er vi mange der husker udfaldet. Lind kæmpede lidt mere med spillet på finaledagen, men på trods af en runde i 72 slag (+1) er han sikkert med videre til Final Stage, hvor han takket være en mirakuløs eagle på allersidste hul sikrede sig DPWT-kortet sidste år.

Udover ovennævnte danskere er også Sebastian Friedrichsen, Nicolai Kristensen, Jonathan Gøth-Rasmussen og John Axelsen klar til Final Stage.

Få det fulde danskeroverblik fra Second Stage herunder:

Golf Las Pinaillas

Se det endelige leaderboard her.

(24 spillere gik videre til Final Stage)

5. Christoffer Bring -14

27. Frederik Birkelund -8

33. Martin Leth Simonsen -7

38. Jamie Tofte Nielsen -6

60. Morten Ørum Madsen +1

65. Jens Kristian Thysted +3

Desert Springs

Se det endelige leaderboard her.

(23 spillere gik videre til Final Stage)

7. Christian Jacobsen -14

14. Anders Emil Ejlersen -12

53. Jeppe Kristian Andersen -5

Isla Canela Links

Se det endelige leaderboard her.

(24 spillere gik videre til Final Stage)

4. Jacob Skov Olesen -21

14. Alexander George Frances -15

37. Peter Launer Bæk -9

58. Oliver Hundebøll -3

62. Oliver Suhr -2

65. Mathias Gladbjerg -1

65. August Thor Høst -1

Fontanals

Se det endelige leaderboard her.

(23 spillere gik videre til Final Stage)

15. Søren Broholt Lind -12

32. Jacob Worm Agerschou -8