Navnet er Tinning, Nicolai Tinning. Lørdag indskrev den næste Tinning-generation sig en gang for alle i ECCO Tour eliten.
Nicolai Tinning viste nerver af stål, og besejrede Anton Karlsson efter et sandt drama ved Danæg PGA Championship på Skjoldenæsholm Golf Center.
Da der resterede et enkelt hul af Danæg PGA Championship, tydede alt på, at svenske Anton Karlsson havde gjort rigeligt til at hive sejren hjem. Karlsson kom rundt i 66 slag, og med samlet ni under par, kunne han magelidt tage plads på rangen, mens han ventede på at formaliteterne kunne gå sin gang. 22-årige Nicolai Tinning ville det dog anderledes.
To forrygende slag på 18. hul betød, at Tinning havde et eagle putt for at kravle op på siden af Karlsson. Der var ingen slinger i valsen for Tinning, der fra ca. fem meter trillede bolden i hul, og dermed fremtvang omspil med en Anton Karlsson, der allerede her lignede en slagen mand.
Første ECCO Tour sejr til Nicolai Tinning
På første omspilshul missede Karlsson sit birdie-putt, mens Tinning sikkert to-puttede for sin birdie, hvorfor den næste generation af Tinning-familien, nu også kan kalde sig ECCO Tour vinder.
– Det er fedt. Jeg er så glad lige nu. Sejren her forlænger min sæson i forhold til spillet på Nordic Golf League og finaleserien FREJA Final 4Four, og samtidig har jeg tanket en masse selvtillid til næste uges European Tour Q-School, siger en lykkelig Nicolai Tinning.
– Og samtidig så lunede vinderchecken også rigtig fint efter en sæson, hvor jeg har kæmpet lidt med resultaterne, uddyber Tinning, der spiller sin første fulde sæson som professionel i år.
– Jeg vil gerne sige tak til hele mit team. Der er en masse mennesker, der knokler sammen med mig, og som har hjulpet mig hertil. Dem er jeg meget taknemmelige, og de ved godt, hvem de er, fortsætter Tinning muntert.
På jagt efter 100.000 kroners ur
Med sejren i Danæg PGA Championship indtager Tinning samtidig førstepladsen i ECCO Tourens finaleserie, FREJA Final 4Four. Dermed har han taget første stik i bestræbelserne på at kunne iklæde sig FREJA Final 4Four førstepræmien – et eksklusivt Maurice Lacroix ur til en værdi af hele 97.500 kroner.
– Det er en spændende start. Og for mig, der ikke kan nå de fem Challenge Tour pladser i år, så er kampen om FREJA Final 4Four uret et ekstra spændingsmoment resten af sæsonen, slutter Tinning, inden han drager hjem til tøjvask og en hurtig lur. Alarmen skal søndag sættes til kl. 04.00, hvor turen starter mod European Tour Q-School i Østrig.
Masser af positive danske resultater
Stephan Juul fik ligeledes årets bedste resultat – en femteplads, som han deler med blandt andre Tapio Pulkkanen.
Christian Skjøth og Kasper Estrup sluttede som nummer otte, mens Rasmus Hjelm på en delt 10. plads kunne sætte 1125 vigtige point ind på sin Nordic Golf League konto.
Du kan se resultatet af Danæg PGA Championship her
Se stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.
Se stillingen i FREJA Final 4Four her.