Masters er en af golfens mest traditionsrige turneringer, og i år spilles den for 90. gang på Augusta National. Men selvom turneringen har eksisteret i årtier, gik der lang tid, før de nordiske lande for alvor blev en del af feltet.
Først i 1989 fik turneringen sin første nordiske deltager, da svenske Christian Hardin kvalificerede sig efter sin sejr i The Amateur Championship året før.
Set med danske briller skulle vi yderligere ti år frem, før den første dansker var med. I 1999 debuterede Thomas Bjørn, mens Finland året efter fik sin første deltager. Norge måtte vente helt til 2019, hvor Viktor Hovland deltog som amatør, og samtidig vandt The Silver Cup.
Ifølge Rocky Hambric, stifter af managementfirmaet Hambric Sports, skyldes den stigende nordiske succes blandt andet stærke udviklingsmiljøer.
“De har alle virkelig gode trænere. De underviser i god teknik og korrekt form. Svenskerne har været der i årevis, men danskerne har lige nu en fordel.”
Han fremhæver også betydningen af Nordic League.
“Det er en stærk minitour, som giver mange pladser til amatører, og den har eksisteret i 30-40 år.”
Selvom udviklingen er positiv, er der stadig udfordringer. På tværs af Danmark, Sverige, Norge og Finland findes der samlet kun omkring 1.000 golfbaner, til sammenligning har Florida alene omkring 1.200.
Derudover spiller klimaet en stor rolle. De lange vintre betyder, at mange spillere er nødt til at træne indendørs i flere måneder om året.
Mentorroller spiller også en vigtig rolle. I Danmark har Thomas Bjørn i mange år været en central figur, både som den mest vindende danske golfspiller gennem tiden og som en, der har hjulpet nye talenter på vej ind på de store tours.
Kilde: https://www.masters.com