Det er efterhånden en gentagelse fra tidligere, men endnu engang var vinden på alle måder en dominerende faktor i anden runde af ECCO Tour Sand Valley Masters. Samtidig blev det heller ikke rigtig varmere, så hue og luffer var endnu engang flittigt i brug.

Men trods de udfordrende forhold har skotske Eric McIntosh ikke rigtig virket påvirket, det kan være, at skotten nærmest har følt sig hjemme under de svære betingelser. McIntosh har på imponerende vis kun lavet en enkelt bogey i løbet af de sidste to runder, som kom efter et 3-putt på vejen mod en samlet score på -12, efter runder i 63 og 65. Dermed har han sikret sig et forspring på tre slag inden finalerunden i morgen.

Nærmeste forfølger er svenske Oliver Gillberg. Gillberg stod for dagens laveste runde med 7 under par, 63. Svenskeren skulle dog bruge lidt tid på at få gang i maskineriet, da han vendte i 2 under par og dermed leverede -5 på bag-9. Runden bringer Oliver Gillberg til samlet 9 under par.

På tredjepladsen finder vi Martin Leth Simonsen. Leth var én over par for dagen efter otte spillede huller, men et holet andetslag på hul 9 resulterede i en eagle. Med en efterfølgende birdie på hul 10 kom han til -2, hvilket også blev hans score for dagen og giver en samlet score på -8.

Tyndt med danskere i toppen

Desværre, set med danske briller, har vi pt. kun én dansker i top-10 i form af Martin Leth Simonsen.

Vi skal dog kun ned til en delt 11. plads, før vi finder næste dansker, Jeppe Kristian Andersen, med en samlet score på -3. Jeppe Kristian spillede sig hele 57 pladser frem på leaderboardet efter en runde i 4 under par. Havde det ikke været for en tripple-bogey på par 5-hullet, 15., kunne scoren (sjovt nok) have været endnu lavere.

Et enkelt slag længere nede på leaderboardet, på en delt 15. plads, finder vi de næste to danskere: Sebastian Friedrichsen og Jonas Lykke Sørensen.

Se det samlede leaderboard her