Genesis Championship markerer den sidste turnering inden DP World Tour Playoffs – og dermed også afslutningen på sæsonen 2025.

Det betyder, at mange spillere nu har deres sidste chance for at avancere på Race to Dubai-ranglisten og enten kvalificere sig til slutspillet eller sikre deres DP World Tour-kort til sæsonen 2026.

På grund af den store tidsforskel er første runde allerede i bøgerne, og her har den firedobbelte DP World Tour-vinder, kinesiske Hao Tong Li, sammen med sydkoreanske MK Kim lagt sig i front efter en runde i -6.

Der er to danskere til start i Sydkorea – og begge er kommet hæderligt fra land.

Jacob Skov Olesen bedste dansker efter 1. runde

Jacob Skov Olesen er bedste dansker efter første runde. Han kunne efter en dag med tre bogeys og seks birdies skrive under på en score i 69 slag (-3) – hvilket placerer ham tre slag fra de førende.

Skov Olesen ligger i øjeblikket nummer 50 på Race to Dubai og er dermed sikret en plads i den første slutspilsturnering, hvor de 70 bedste på ranglisten kvalificerer sig.
Derimod befinder han sig lige på grænsen til sæsonfinalen, DP World Tour Championship, hvor kun de 50 bedste får adgang. En god placering i denne uge – og et par pladser frem på ranglisten – vil derfor lune for Skov Olesen.

Neergaard-Petersen jagter PGA TOUR-kort

Den anden dansker i feltet er Rasmus Neergaard-Petersen, som har et lidt andet mål med turneringen: at snuppe et af de 10 PGA TOUR-kort, der tildeles de 10 bedst placerede på Race to Dubai.

Neergaard-Petersen kom fra land med en runde i 70 slag (-2). Han lå ellers i par for dagen efter de første 17 huller, men en eagle på par 5-hullet 18 pyntede gevaldigt på scorekortet. Resultatet rækker til en delt 21.-plads efter første runde.

Neergaard-Petersen er i øjeblikket nummer 18 på Race to Dubai, og de 10 PGA TOUR-kort går i praksis til og med nummer 13, da Rory McIlroy, Robert MacIntyre og Tyrrell Hatton ikke indgår i beregningen.

Se hele leaderboardet her