Tirsdag morgen startede dette års ECCO Tour Major: Great Northern Challenge.
Vejret viste sig fra sin allerbedste side, og med en Great Northern i sublim stand og i en forkortet version på første runde, betød det rigtig gode scoringsmuligheder.
Svenske Oliver Gillberg tog den tidlige føring efter en bogeyfri runde i 65 slag (-7). Og som dagen skred frem, gjorde de lave runde ditto. Danske Bjørn Søborg noterede hele ni birdies på sin 64’er (-8) og er kun et enkelt slag efter svenske Adam Wallin inden onsdagens anden runde.
Wallin signerede en 63’er (-9) med syv birdies og en enkelt eagle og han har føringen i årets største ECCO Tour turnering, hvor vinderen tager hele 13400 point til ranglisten.
40 af de 72 spiller er under par, og cuttet er inden anden runde på -2.
I morgen venter endnu en flot dag i Kerteminde, men banen bliver sat noget anderledes op. Hvor de fleste huller på førstedagen blev spillet fra GN1, bliver samtlige huller skubbet tilbage til den frygtindgydende GN-tee på de sidste runder, og de bliver spændende at se, hvordan feltet tackler dette.
Følg hele turneringen her.