9 danskere var til start ved Interwetten Open i Østrig på HotelPlanner Touren, men kun to formåede at klare cuttet. Til gengæld sluttede de også side om side, da sidste putt var holet søndag eftermiddag.

Både Hamish Brown og Jeppe Kristian Andersen sluttede turneringen i 11 under par og delte dermed 13. pladsen. Vejen dertil var dog vidt forskellig.

Hamish Brown leverede fire runder under par på Schladming-Dachstein Golf Club, der spillede som par 69. Danskeren gik runder i 65, 68, 67 og 65 slag, hvor særligt finalerunden skilte sig ud. Her kom Brown rundt i 4 under par uden en eneste bogey på scorekortet.

Med den delte 13. plads holder Brown fast i sin placering som nummer 7 på Road to Mallorca-ranglisten, hvor top-15 ved sæsonens afslutning sikrer sig et DP World Tour-kort.

Jeppe Kristian Andersen kom lidt langsommere fra start. Første runde lød på en runde i par, men allerede fredag slog han stærkt tilbage med dagens laveste runde i 7 under par.

Herefter fulgte endnu en runde i par, inden han lukkede turneringen med en flot 65’er, 4 under par, og spillede sig frem til den delte 13. plads.

Resultatet sender samtidig Andersen 27 pladser frem på Road to Mallorca-ranglisten, hvor han nu er placeret som nummer 71.

Det blev tjekkiske Filip Mrůzek, der løb med sejren i 18 under par. Det var hans første sejr på HotelPlanner Touren, og med triumfen avancerer han til 8. pladsen på Road to Mallorca-ranglisten – lige efter Hamish Brown.

Se det endelige leaderboard her.