Sikke en uge for Rasmus Neergaard-Petersen og Jacob Skov Olesen – makkerparret, der med garanti har haft det længste navn på leaderboardet.
De startede ganske hæderligt og lå på en delt 16. plads efter første runde, men blot tre slag fra top-3.
Anden runde, hvor de spillede foursome, var ikke prangende, og det blev til en runde i -1, hvilket sendte dem tilbage til en delt 29. plads.
Men herefter var der kun én vej – fremad. Da der igen skulle spilles fourball i lørdagens tredje runde, fik de for alvor gang i spillet og kom rundt i 12 under par. Blandt andet leverede Neergaard to eagles undervejs, inklusive en på hul 18, hvor han drivede bolden hen over greenen og holede sit indspil. Den runde sendte dem helt op på en 10. plads.
Og i søndagens afsluttende runde stod den igen på foursome – ikke nødvendigvis det nemmeste format at gå lavt i. Alligevel formåede det danske makkerpar at producere seks birdies og 12 pars på vej mod en samlet score på -28. Det rakte til en flot delt 4. plads og et absolut godkendt resultat set med danske briller.
Det endte med at blive det engelske brødrepar Matt Fitzpatrick og Alex Fitzpatrick, der løb med sejren. Matt Fitzpatrick, der til dagligt spiller på PGA Tour, er tidligere majorvinder og fast inventar på det europæiske Ryder Cup-hold, og han havde inviteret sin lillebror Alex med.
Alex Fitzpatrick vandt tidligere på året sin første sejr på DP World Tour – og kan nu også kalde sig vinder på PGA Touren. Med sejren fulgte nemlig et kort til PGA Touren.
Se det endelige leaderboard her