2025-sæsonen på DP World Tour er ved at nå sin ende, og Højgaard-tvillingerne, Skov Olesen og Neergaard-Petersen er klar, når sæsonens næstsidste turnering starter torsdag.

Efter 40 turneringer på fem kontinenter kulminerer sæsonen nu med DP World Tour Play-Offs, der begynder denne uge på Yas Links med Abu Dhabi HSBC Championship. Her skal Europas bedste dyste om, hvem der kan kalde sig nummer ét på Race to Dubai.

Rory McIlroy fører ranglisten og jagter sin syvende Harry Vardon Trophy – og sin fjerde i træk – men han presses af blandt andre Marco Penge, der allerede har tre sejre i år. Med forhøjede pointmuligheder i de to Play-Offs er intet afgjort endnu. Kun de 50 bedste efter denne uge går videre til sæsonfinalen i Dubai, hvilket gør hvert slag i ørkenen afgørende.

Feltet i Abu Dhabi er blandt årets stærkeste med alle top-18 på ranglisten og 66 af de 70 bedste spillere i aktion. Blandt dem McIlroys Ryder Cup-holdkammerater Tommy Fleetwood, Robert MacIntyre og Tyrrell Hatton, der selv jagter endnu en Rolex Series-titel.

Vi har tre danskere til start i Abu Dhabi. En af dem er rookie Jacob Skov Olesen.

Den danske lefty har haft en imponerende sæson på DP World Tour, hvor det er blevet til hele seks top-10 placeringer. Danskeren indtager pladsen som nummer 49 på Race to Dubai, så der skal leveres denne uge, hvis Skov Olesen skal have forhåbninger om en plads ved DP World Tour Championship.

Nicolai og Rasmus Højgaard er også med, og håber begge at kunne levere et stærkt resultat denne uge.

Rasmus indtager 30. pladsen på Race to Dubai mens brormand er placeret som nummer 39.

Den bedst placerede dansker, Rasmus Neergaard-Petersen, er også rookie og selvfølgelig også til start denne uge. I 2025 har det danske fænomen for alvor gjort sit indtog på den europæiske golfscene, og han ligner et godt bud på en kommende Rolex Series vinder.

Du kan følge turneringen her.

Og se den på V Sport Golf og Viaplay.