Banen blev forlænget markant til dagens anden runde af Great Northern Challenge, men det kunne ikke ses på scores. Vejrmæssigt var onsdagen endnu en meteorologisk sjældenhed på det kuperede anlæg i Kerteminde, hvor vinden aldrig kiggede frem.

Det udnyttede Nordic League spillerne, og de viste, hvor meget klasse der er gemt i norden. Specielt norske Alexander Settemsdal (billedet) bør fremhæves efter onsdagens anden runde.

Settemsdal åbnede turneringen med en beskeden 71’er (-1), men havde fået et helt andet ben ud ad sengen inden dagens runde. Hele 10 birdies hjalp ham på vej til en fænomenal 63’er (-9), og han indtager en delt andenplads med fire svenskere: Oliver Gilberg, Adam Wallin, Johannes Axell og Gustav Fransson. De er alle 10 under par.

Sammen med resten af feltet jagter de svenske Adam Guedra (billedet), der efter to runder i 69 og 64 er -11 for turneringen. Guedra har haft en blandet sæson, med en 15. plads i februar som bedste resultat. Men svenskeren har for alvor fundet storspillet frem denne uge, hvor en top-placering ville kunne bringe ham langt frem på Nordic League Rankings.

31 spiller klarede cuttet på -3, hvor bedste dansker inden finalerunden er Jacob Agerschou på 7. pladsen.

Førerbolden slår ud 08:55, og du kan følge det hele her.