Norske Sebastian Eidsæther Syr, der tog føringen efter gårsdagens runde, lignede længe en spiller, der ville holde fast i førstepladsen. Nordmanden leverede tidligt på dagen en runde i 68 (-4), hvilket bragte ham til -10 samlet, og længe så det ikke ud til, at nogen for alvor kunne true ham.

Det ændrede sig dog, da David Lundgren, nummer 3 på Road to Europe-ranglisten, gik på banen senere på dagen. Lundgren startede runden på en delt 5. plads, men meldte sig hurtigt ind i kampen og var 6 under par efter 12 huller. Den score holdt han hele vejen til par 5-hullet, 9., som var hans sidste hul for dagen.

Et godt drive, et langt jern op kort af greenen, et chip ind til halvanden meter og ét putt senere kunne svenskeren skrive under på en runde i 65 (-7), dagens laveste score. Det bringer ham til -11 samlet og alene i front inden morgendagens finalerunde.

To danskere i top-10

De to højest placerede danskere på leaderboardet er begge amatører.

17-årige Noah Lundskær, der lå på en delt 2. plads efter første runde, formåede ikke at holde fast i placeringen, men holder stadig fast i toppen efter en runde i -2. Det giver ham en samlet score på -7 og en foreløbig 5. plads.

Derudover har vi amatørspilleren Magnus Becker Frederiksen. Han startede dagen uden for cutgrænsen efter en første runde i par, men med syv birdies, én bogey og en runde i -6 spillede han sig hele 44 pladser frem og op på en delt 7. plads.

En god håndfuld danskere ligger på lur

Lige uden for top-10, på en delt 11. plads i -5, finder vi hele fem danskere.

Tre af dem gik dagens anden runde i -3: Magnus Lohse Ingvardsen, Oskar Ambrosius og Claes Thrane Borregaard.

På samme placering finder vi også Jamie Tofte Nielsen og Frederik Birkelund.

Der er dermed stadig gode muligheder for, at flere danskere kan blande sig helt i toppen, når morgendagens finalerunde skal afgøres.

Se hele leaderboardet her