Der er lagt op til en spændende afgørelse, når finalerunden ved Max Matthiessen Team Trophy spilles fredag på Smørum Golfklub.
Norske Sebastian Eidsæther Syr og svenske Marcus Svensson fører turneringen i samlet 14 slag under par efter de første to runder. Den nordiske duo åbnede med en 67’er og fulgte torsdag op med en imponerende runde i 59 slag, som sendte dem alene til tops.
Forspringet er dog kun på et enkelt slag.
På andenpladsen i 13 under par følger de to Smørum-spillere Theis Poulsen og Claes Thrane Borregaard samt det svenske makkerpar Ludvig Eriksson og Filip Jinglöv. Begge hold er dermed helt tæt på de førende før fredagens afgørelse.
Hundebøll og Søborg i position til sejren
Også Bjørn La Cour Søborg og Oliver Hundebøll Jørgensen spillede sig helt frem i toppen torsdag. Den danske duo leverede dagens bedste runde blandt de danske hold med en 58’er og avancerede til en delt fjerdeplads i 12 under par.
Her deler de placeringen med Great Northern-spillerne August Thor Høst og Christian Jacobsen, der fulgte en åbningsrunde i 66 slag op med en 62’er. Begge danske hold er blot to slag efter førerholdet og har dermed alle muligheder for at blande sig i kampen om sejren.
Det islandske makkerpar Ragnar Gardarsson og Sigurdur Arnar Gardarsson indtager sjettepladsen i 11 under par, mens tre hold deler syvendepladsen i ti under. Her finder man blandt andre danskerne Oskar Ambrosius og Morten Ørum Madsen.
Forsvarende mestre fem slag tilbage
Sidste års vindere, danske Kasper Nyland og norske Tom Røed Karlsen, er fortsat med i kampen om at forsvare titlen.
Efter runder i 67 og 64 slag er makkerparret samlet ni under par på en delt tiendeplads. De har fem slag op til førstepladsen, men med det krævende four ball format i finalerunden kan stillingen hurtigt ændre sig.
De deler tiendepladsen med blandt andre Frederik Severin Tøttenborg og Mads Laage, som torsdag rykkede frem med en runde i 62 slag.
Mange danske hold med i finalen
I alt er 23 hold videre til finalerunden efter cuttet, som faldt ved syv slag under par.
Blandt de øvrige danske hold finder man Alexander Frances og Zander Lui Rivas, Jonas Lykke Sørensen og Mads Røddik, Mikkel Davidsen og Christian Photin Hansen samt Jamie Tofte Nielsen og Oskar Falshøj. Alle fire hold er samlet otte slag under par og seks slag fra føringen.
På en delt 19.-plads i syv under par er yderligere tre danske makkerpar klar til finalen: Joachim Nordli og Kristian Svinth Dideriksen, August van Hauen Hillersborg og Jens Kristian Thysted samt amatørerne Christoffer W. Leuenhagen og Peter Møller Slot.
Finalerunden på Smørum Golfklub begynder fredag klokken 07.00. Med blot to slag mellem de fem bedste hold er der lagt op til en tæt afgørelse i ECCO Tourens særlige holdturnering.