Dansk golfs største legende stiller til start, når Danish Golf Championship 2025 afvikles i næste uge på Furesø. Thomas Bjørn, tidligere Ryder Cup-kaptajn og vinder af hele 15 turneringer på DP World Tour – er officielt bekræftet i feltet.
Med deltagelsen får publikum mulighed for at opleve en af de mest ikoniske skikkelser i europæisk golf på nært hold. Thomas Bjørn har ikke kun sat sit aftryk internationalt, men har også spillet en central rolle i udviklingen af dansk elitegolf gennem flere årtier.
Bjørn skrev sig for alvor ind i historiebøgerne som kaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold, der i 2018 sejrede overlegent over USA i Paris. Samtidig har han været en vigtig mentor og inspirator for mange af de unge danske talenter, der i dag markerer sig internationalt.
At han nu stiller til start på dansk jord, er en gave til både golfentusiaster og nye fans.
Danish Golf Championship 2025 spilles på Furesø Golfklub fra den 14.-17. august, og feltet tegner allerede stærkt. Med Thomas Bjørn i spil er der garanti for både klasse, rutine og en ekstraordinær oplevelse for publikum.
Sikre dig billet i dag – og få mulighed for at følge en dansk legende live!