Thomas Bjørn har skrevet endnu et markant kapitel i dansk golfhistorie. Søndag vandt Bjørn Stifel Charity Classic på Norwood Hills Country Club i St. Louis, Missouri – hans første individuelle sejr på PGA Tour Champions.
Sejren kom i hus efter omspil, hvor Bjørn på første omspilshul holede et langt birdie-putt. Hans modstander, australieren Cameron Percy, havde lavet birdies på 3 ud af de sidste 4 huller for at komme i omspil, men i sidste ende var det altså danskeren der trak det længste strå.
Førstepladsen indbragte Thomas Bjørn 315.000 dollars. Sejren giver samtidig vigtige point i Charles Schwab Cup-ranglisten, hvor han med mere end 1,7 millioner dollars indspillet i sæsonen nu indtager en 6. plads.
Årets anden sejr
For Thomas Bjørn er triumfen et nyt højdepunkt i en karriere, der allerede tæller 15 sejre på European Tour og rollen som Ryder Cup-kaptajn i 2018. Tidligere i år vandt han par-turneringen American Family Insurance Championship sammen med Darren Clarke, men sejren i St. Louis er hans første individuelle titel på Champions Tour.
Selv i en alder af 54 år beviser Thomas Bjørn, at han fortsat kan levere under pres, konkurrere med verdensklassespillere og afgøre turneringer på spektakulær vis.
Søren Kjeldsen endnu engang med fremme
Også Søren Kjeldsen leverede stærkt spil i St. Louis. Med en imponerende samlet score på 204 slag (−9) delte han en flot sjetteplads. Det er Kjeldsens 6. top-10 placering i år ud af 11 starter siden maj.
Kjeldsen er dermed oppe som nr. 18 på Charles Schwab Cup-ranglisten