Vinderen af Danish Golf Championship 2025, Marco Penge, fortsætter med at vise sig frem. Englænderen har en fireslagsføring inden finalerunden ved Open de España. Tre danskere i top-15.

Marco Penge mistede sin pitching wedge allerede på hul to, men det forhindrede ham ikke i at tage et solidt greb om Open de España efter tredje runde.

På trods af flere besøg i træerne omkring Club de Campo Villa de Madrid leverede englænderen imponerende otte birdies på ti huller og en runde i 64 slag, hvilket bringer ham i front i -16 samlet. Fire slag foran nærmeste forfølger. En sejr søndag eftermiddag i Spanien vil være englænderens tredje i denne sæson. (Hainan Classic & Danish Golf Championship)

Nærmeste forfølger er schweiziske Joel Girrbach. Han er alene på andenpladsen i -12, mens Patrick Reed og Dan Brown følger et slag efter.

Jeff Winther startede dagen på andenpladsen, men faldt tilbage på en delt 11. plads efter en runde i 71 slag (PAR).

Han deler pladsen med b.la. Rasmus Neergaard-Petersen, der modsat Winther havde en rigtig fin dag på kontoret. Neergaard-Petersen startede dagen med en bogey, men efterfølgende 4 birdies og en eagle medvirkede til en runde i 67 slag (-4).

Bedste dansker inden søndagens finalerunde er Thorbjørn Olesen.

Olesen fik også en tung start på sin tredje runde. Scoren hed +2 efter tre huller, men danskeren leverede fem birdies på vejen hjem, holdt bogeys fra kortet og kunne dermed signere sin tredje 68’er (-3) for ugen.

Olesen skal ud med den franske duo Cossaud og Levy i tredjesidste gruppe søndag.

Du kan følge turneringen her og se den på V Sport Golf og Viaplay.