De danske HotelPlanner Tour spillere fik ikke den bedste start i Kina, hvor top-45 efter ugens turnering får plads på Mallorca til sæsonfinalen.

Er man HotelPlanner Tour-spiller, og vil man med til Mallorca, kræver det et godt resultat denne uge.

Desværre fik ingen af de fire danskere en drømmestart på Hangzhou West Lake Golf Club.

Ranglistens to højest placerede danskere, Jonathan Gøth-Rasmussen (24) og Victor Sidal Svendsen (26), er begge sikre på deltagelse i sæsonfinalen.

Til gengæld skal der en god slutspurt til, for at få fingre i et af de 20 DPWT-kort.

Desværre åbnede danskerne med runder i 74 slag (+2) og er helt nede på en delt 96. plads. Et enkelt slag dårligere end den sjællandske duo finder vi Anders Emil Ejlersen, der som minimum har brug for et klaret cut, hvis baggen skal pakkes til Mallorca.

Dagens bedste dansker var Jeppe Kristian Andersen, der signerede en flot 69’er (-3).

Andersen ligger nummer 57 på ranglisten inden denne uge, og derfor uden for den magiske grænse. Og placeringen i turneringen som nummer 22 er heller ikke nok til at sikre deltagelse i sæsonfinalen for danskeren.

Hangzhou Open føres af spanske Victor Pastor, som åbnede med en imponerende 63’er (-9).

Følg turneringen lige her.