I denne uge spilles Zurich Classic of New Orleans på PGA Touren – en af årets mest særlige turneringer, da den afvikles i holdformat. Hvert tomandshold spiller fourball torsdag og foursomes fredag. Efter cuttet, hvor de 33 bedste hold og lige går videre, fortsætter turneringen med fourball lørdag og afsluttes med foursomes søndag.

Fire danskere er med i feltet, og det er især Nicolai og Rasmus Højgaard, der stjæler opmærksomheden. De leverede en fremragende åbningsrunde i fourball-formatet og gik banen i 59 slag, 13 under par. I fourball spiller begge spillere hver sin bold, og holdets score er den laveste på hvert hul.

Tvillingerne supplerede hinanden perfekt og blev noteret for hele 11 birdies på de sidste 12 huller. Den stærke runde placerer dem på en delt andenplads, blot ét slag efter den amerikanske duo Isaiah Salinda og Kevin Velo, inden dagens runde i foursomes.

Thorbjørn Olesen er også med i turneringen og danner par med englænderen Matt Wallace. De gik runden i 10 under, og en stor del af æren kan tilskrives Olesen, som lavede syv birdies og en eagle.

Niklas Nørgaard spiller sammen med svenske Jesper Svensson. De gik banen i syv under par, hvilket rækker til en delt 47. plads efter første runde.

Zurich Classic er kendt for sine lave scores, især i fourball, så der er stadig masser af spænding og muligheder for, at feltet rykker sig, før cutgrænsen falder og de 33 bedste hold går videre til weekenden.

Turneringen kan følges her og vises på MAX og Eurosport.


Danskerne kæmper i Kina

På DP World Tour spilles der i denne uge Volvo China Open på Hainan Island. Turneringen markerer afslutningen på Asian Swing.

Syv danskere er til start, og på grund af tidsforskellen er anden runde allerede i gang. Desværre er det foreløbigt kun én spiller, der for alvor gør sig positivt bemærket.

Rasmus Neergaard-Petersen har afsluttet sin anden runde og er samlet fem under par, hvilket giver en delt 11. plads. Den unge dansker er i gang med en flot første sæson på touren, hvor han allerede har sikret sig fire top 10-placeringer. Han ligger nummer 18 i Race to Dubai og ser ikke ud til at sænke tempoet.

Lige nu er han også den eneste dansker, der er under cutgrænsen, som aktuelt ligger ved ét under par.

Jeff Winther er i gang med sin runde og ligger i par efter seks huller. Et par birdies på vej ind kan bringe ham på den rigtige side af stregen. Alexander Frances er netop startet og ligger samlet ét over. Han skal levere en solid runde for at holde liv i chancerne for weekendspil.

Følg med lige her