På en dag, hvor vinden var taget til og samtidig var vendt 180 grader i forhold til de første to runder, var der lagt op til, at der kunne ske spændende ting på leaderboardet.
Der er blandt andet blevet skiftet ud i toppen, hvor franskmanden Romain Langasque har overtaget føringen efter en runde i 67 slag, fem under par, hvilket bringer ham til -14, et slag foran den kun 18-årige kineser på 2. pladsen.
Heldigvis skal vi ikke langt ned ad leaderboardet, før vi finder det første danske navn i form af Jeff Winther.
På en runde, hvor der både blev produceret birdies og bogeys, men heldigvis flere af de røde end de sorte, kunne Winther skrive under på en runde i -4. Det bringer ham til -10 samlet og en 6. plads, hele ni placeringer bedre end efter gårsdagens runde.
En tak længere nede på leaderboardet finder vi den næste dansker, der har spillet sig ind i top-10.
Rasmus Højgaard skulle lige bruge et par huller, inden der kom gang i maskineriet, og på hul 6 måtte han desværre notere en doublebogey.
På bag-9 kom der dog for alvor gang i den. Højgaard lagde ud med birdies på både hul 10 og 11, og for anden runde i træk kunne han notere en eagle på det korte par 4-hul 16. Denne gang gjorde han det ved at hole sit indspil udefra.
Dermed kom Højgaard til -2 for runden, hvilket også blev dagens endelige score. Det bringer ham til -9 samlet, fem slag fra førstepladsen og en delt 7. plads.
To slag uden for top-10, på en delt 15. plads i -7, finder vi yderligere to danskere i form af Marcus Helligkilde og Jacob Skov Olesen.
Se det fulde leaderboard her
Danskerne efter 3. runde
6. Jeff Winther, -10
T7 Rasmus Højgaard, -9
T15 Marcus Helligkilde, -7
T15 Jacob Skov Olesen, -7
T25 Martin Leth Simonsen, -6
T52 Lucas Bjerregaard, -3
T57 Thorbjørn Olesen, -2
T57 Jacob Agerschou, -2