Her får du ugens overblik over, hvilke danske spillere der er i aktion denne uge, og hvor de spiller.
Sidste uge på DP World Tour var på mange måder mærkværdig.
Ingen danskere til start og en aflyst finalerunde grundet voldsomme regnmængder. Ikke desto mindre ruller den lille runde og hvide bold igen denne uge.
DPWT spiller Joburg Open, der starter torsdag og har danske Lucas Bjerregaard og Jacob Skov Olesen (billedet) med til start.
Ugens turnering er den anden af to back-to-back turneringer i Sydafrika og afslutter det såkaldte International Swing.
Laurie Canter har muligvis allerede sikret sig titlen i International Swing, men der er stadig meget at spille for i denne uge.
Gennem International Swing vil den højest rangerede spiller, der endnu ikke er kvalificeret, når deltagerlisten til Genesis Scottish Open offentliggøres i slutningen af juni, sikre sig en plads i årets anden Rolex Series-turnering.
Da mange af de bedst placerede spillere i International Swing allerede har sikret sig en billet til The Renaissance Club, er der stadig kamp om pladsen.
Ligeledes kan der også ske ændringer i toppen af Race to Dubai-ranglisten, hvor engelske John Parry er garanteret at tage føringen, hvis han vinder eller slutter på en delt andenplads ved Joburg Open.
Du kan følge turneringen her, og se den på V Sport Golf og Viaplay.
På ECCO Tour afvikles den sidste turnering i Spanien denne uge.
INFINITUM Spring Series Final – by ECCO startede mandag og bliver afgjort denne onsdag eftermiddag.
Det er ingen ringere end den danske golflegende Søren Kjeldsen, der har lagt sig i spidsen efter en solid 65’er (-6) på tirsdagens anden runde, hvilket bringer ham på -8 efter de første to runder.
Han er dog skarpt forfulgt af spanske Pep Angles, som kvitterede med tirsdagens bedste runde – en bogeyfri 63’er (-8), hvilket placerer ham kun et slag fra Kjeldsen inden finalerunden.
Du kan følge den spændende afslutning her, og på vores sociale medier.
På PGA Tour viste danskernes sig flot frem i sidste uge.
Her sluttede Nicolai Højgaard på en 18. plads, mens Niklas Nørgaard fik en 25. plads.
Denne uge afvikler den amerikanske tour så to turneringer, hvor ingen danskere er til start ved den prestigefyldte Arnold Palmer Invitational.
Det er der til gengæld i den lidt mindre turnering Puerto Rico Open. Her er både Niklas Nørgaard og Rasmus Neergaard-Petersen klar til start.
Dem kan du følge her.
Turneringen kan ses på MAX.