Her får du et overblik over, hvilke danske spillere der er i aktion i denne uge, og hvor de spiller.

Det er lynhurtigt blevet hverdagskost med danskere på PGA Tour.

Denne uge er ingen undtagelse, hvor Nicolai Højgaard, Niklas Nørgaard, Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen er til start ved Texas Children’s Houston Open.

Thorbjørn var den eneste af ovennævnte, som klarede cuttet sidste uge i Florida, hvor både tvillingerne og Nørgaard sluttede et stykke fra cutgrænsen.

Sidste uges bedste dansker, Rasmus Neergaard-Petersen, er ikke med denne uge.

Du kan følge danskerne her og se turneringen fra torsdag på MAX og Eurosport.


På DP World Tour triumferede engelske Richard Mansell ved den forkortede udgave af Singapore Classic.

Denne uge er feltet taget turen til Indien, hvor dette års Hero Indian Open løber af stablen torsdag.

Den forsvarende mester, Keita Nakajima fra Japan, leder an i et ekstremt stærkt felt, der byder på deltagelse af hele 16 vindere fra den seneste og nuværende sæson på DPWT.

Turneringen får heldigvis også dansk deltagelse i skikkelse af Jeff Winther og Lucas Bjerregaard, som med garanti har blikket rettet mod den samlede præmiesum på 2,25 millioner amerikanske dollars.

Turneringen kan følges her og ses på Viaplay og V Sport Golf.