Her får du et overblik over, hvilke danskere der er i aktion i denne uge, og hvor de spiller.

Selvom DP World Tour holder pause i denne uge efter fire turneringer på European Swing, er der stadig masser af golf at følge med i.

Tre danskere på PGA Touren

På PGA Touren har vi tre danskere til start ved RBC Canadian Open, der spilles på TPC Toronto at Osprey Valley.

Det drejer sig om Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen og Rasmus Neergaard-Petersen.

Nicolai Højgaard spillede sin første turnering i sidste uge efter et par ugers pause, hvor fokus ikke udelukkende var på golf, og danskeren skulle derfor lige tilbage i turneringsrytmen.

Rasmus Neergaard-Petersen fortsætter med at klare cuts på PGA Touren, men mangler fortsat det sidste for at spille med helt fremme om søndagen. Noget af det samme kan siges om Thorbjørn Olesen, der kommer til Canada med fire klarede cuts i træk.

Vi krydser fingre for, at vi i denne uge får tre rød-hvide flag helt fremme på leaderboardet.

Følg med lige her.

HotelPlanner Touren fortsætter i Østrig

HotelPlanner Touren fortsætter med et tæt pakket program, og i denne uge gælder det Interwetten Open i Østrig.

Her har vi endnu engang en stor dansk delegation til start bestående af Martin Leth Simonsen, John Axelsen, Christian Jacobsen, Hamish Brown, Jeppe Kristian Andersen, Sebastian Friedrichsen, Jacob Agerschou, Søren Broholt Lind og Christoffer Bring.

Der er særligt fokus på Martin Leth Simonsen, der i denne uge tager hul på sin sæson på HotelPlanner Touren efter sin Battlefield Promotion fra Nordic League. Leth sikrede sig oprykningen ved at vinde tre turneringer på blot ni starter.

Hamish Brown kommer også med masser af selvtillid efter to andenpladser i sine seneste tre starter. Og den gode form ser ud til at fortsætte. Turneringen er nemlig allerede i gang, og i skrivende stund er Brown 4 under par efter 12 huller og placeret på en delt 3. plads.

Se hele leaderboardet her.

Danskere blander sig i Sverige

Der er også gang i Nordic League på Cutter & Buck Touren, hvor Indoor Golf Group Göteborg Open spilles i denne uge.

Turneringen er i fuld gang, og her finder vi to danskere helt fremme på leaderboardet.

Joachim B. Hansen ligger i skrivende stund på en delt 2. plads i 5 under par. Danskeren er 2 under for dagen efter syv spillede huller.

Den anden dansker i topstriden er Mads Røddik. Han er i par for dagen efter syv huller og ligger samlet 3 under par på en delt 5. plads.

Turneringen føres aktuelt af den svenske amatør Max Bengtsson.

Du kan følge med i turneringen lige her.