Her får du et overblik over, hvilke danskere der er i aktion i denne uge, og hvor de spiller.

Fire danskere i Italien

DP World Tour er efter sidste uges pause grundet U.S. Open draget videre til Italien, hvor DS Automobiles 83° Open d’Italia spilles på Circolo Golf Torino.

Her har vi Niklas Nørgaard, Jeff Winther, Jacob Skov Olesen og Marcus Helligkilde til start.

Niklas Nørgaard kommer med selvtillid i bagagen efter at have klaret cuttet ved sidste uges U.S. Open på Shinnecock Hills. Danskeren har nu klaret fire cuts i sine seneste fem starter.

Marcus Helligkilde er også begyndt at vise lovende takter efter sit comeback fra den skade, der holdt ham ude af turneringsgolf i en længere periode. For blot 14 dage siden blev det til en delt 14. plads ved KLM Open.

Finder Helligkilde tilbage til det niveau, der på et tidspunkt gjorde ham til verdens nummer 80, kan der være flere danske topresultater i vente på DP World Tour.

Du kan følge med lige her.

Nicolai Højgaard klar til endnu et Signature Event

På PGA Touren står den endnu engang på et Signature Event, når Travelers Championship spilles på TPC River Highlands.

De særlige Signature Events byder på begrænsede felter, ingen cut samt flere penge og verdensranglistepoint end normale PGA Tour-turneringer.

Her har vi en enkelt dansker til start i form af Nicolai Højgaard.

Højgaard har siden sin tilbagevenden til USA kæmpet lidt med at finde tilbage til den form, der tidligere på sæsonen sikrede ham flere topresultater.

Torsdag slår danskeren ud klokken 14.35 dansk tid sammen med australske Min Woo Lee.

Du kan følge med lige her.

Ti danskere i Frankrig

HotelPlanner Touren er taget til Frankrig, hvor touren skal opholde sig de kommende to uger.

Første stop er Blot Play9, der spilles på Golf Bluegreen de Pléneuf Val André.

Her har vi hele ti danskere til start: Victor Sidal Svendsen, Jonathan Gøth Rasmussen, Anders Emil Ejlersen, Christoffer Bring, Sebastian Friedrichsen, John Axelsen, Søren Broholt Lind, Kristian Bressum, Jacob Agerschou og Frederik Kjettrup.

I de seneste uger har flere danskere blandet sig helt fremme på HotelPlanner Tourens leaderboards, og med ti danskere i feltet er der igen grund til optimisme.

Du kan følge med lige her.

Golf i Sverige

Der spilles også golf på Cutter & Buck Touren i denne uge – den svenske pendant til ECCO Touren, som sammen udgør Nordic League.

Det tætte program på Nordic League de seneste måneder betyder, at der ikke er helt så mange danskere til start ved PGA of Sweden Championship på Onsjö Golfklubb.

Turneringen er allerede i gang, og blandt de danske profiler finder vi Morten Ørum Madsen, der aktuelt er nummer 22 på Road to Europe-ranglisten.

I skrivende stund er det dog Claes Thrane Borregaard, der har fået den bedste danske start. Han er 4 under par efter sine første otte huller og har spillet sig helt frem på leaderboardet.

Flere spillere er dog først lige begyndt deres runder.

Du kan følge med lige her.