Her får du et overblik over, hvilke danske spillere der er i aktion i denne uge, og hvor de spiller.

DP World Tour gæster denne uge Spanien, hvor Open de España spilles som næste stop på The Back 9.
Forsvarende mester Ángel Hidalgo vender tilbage til banen, hvor han sidste år vandt sin første titel efter et dramatisk omspil mod Jon Rahm.

Men det er netop Rahm, tre gange vinder af turneringen og Ryder Cup-helt fra Bethpage, der ventes at trække de største tilskuerskarer.

En sejr vil bringe ham forbi legenden Seve Ballesteros som den mest vindende spanier i turneringens nyere historie.

Rahm får følgeskab af landsmænd som Sergio García, Rafa Cabrera Bello, Pablo Larrazábal og Jorge Campillo, mens Shane Lowry stiller op i turneringen for første gang i ti år – få uger efter at have sikret Europas Ryder Cup-sejr.

Jacob Skov Olesen, Hamish Brown, Jeff Winther, Rasmus Neergaard-Petersen og Thorbjørn Olesen er klar.

Du kan følge danskerne lige her.


Efter to ugers pause fortsætter kampen om DP World Tour-kortene, når HotelPlanner Tour og Road to Mallorca denne uge besøger Hainan Open på den naturskønne Sanya Luhuitou Golf Club.

Turneringen er den første af to i Kina, inden sæsonfinalen Rolex Grand Final på Mallorca.

Begge kinesiske events byder på forhøjede præmiesummer og ekstra ranglistepoint – og kan derfor blive afgørende for spillerne på vippen til top 46, der kvalificerer sig til finalen.

Sidste år sejrede Hamish Brown efter et dramatisk omspil, og banen har tidligere set stjernespillere som Erik van Rooyen og Francesco Laporta løfte trofæet.

Med kun to turneringer tilbage i sæsonen er der lagt op til drama.

Alt er dog fortsat åbent i kampen om oprykning, og følgende danskere er klar til at spille deres chance:

Jonathan Gøth-Rasmussen, Victor Sidal Svendsen, Jeppe Kristian Andersen og Anders Emil Ejlersen.

Du kan følge dem lige her.


Højgaard-tvillingerne er til start på PGA Tour, når Baycurrent Classic starter onsdag nat dansk tid.

Turneringen i Japan har foruden den danske duo også den dugfriske amerikanske Ryder Cup-duo, Schauffele og Morikawa til start.

Turneringen kan følges her.


De to danske legender, Bjørn og Kjeldsen, er også klar til turneringsgolf denne uge.

Den amerikanske seniortour, PGA TOUR Champions, afslutter denne uge sin ordinære sæson med SAS Championship, som i år fejrer 25-års jubilæum.

Turneringen spilles på Prestonwood Country Club i Cary, North Carolina.

Hele syv medlemmer af World Golf Hall of Fame stiller til start. Blandt andre Ernie Els (vinder i 2020), Colin Montgomerie (2017) og Bernhard Langer, som har vundet to gange.

Den forsvarende mester, Jerry Kelly, der også triumferede i 2019, er tilbage for at forsvare sejren.

De 72 bedste spillere på ranglisten efter denne uge kvalificerer sig til Charles Schwab Cup Playoffs, som begynder næste uge i Richmond, Virginia.

Følg turneringen her.