Her får du et overblik over, hvilke danske spillere der er i aktion i denne uge, og hvor de spiller.

Vi lægger en begivenhedsrig uge bag os, hvor sæsonen for alvor blev skudt i gang på flere fronter. DP World Tour åbnede Rolex Series, den første dansker stillede til start på PGA Touren, og PGA TOUR Champions tog hul på sæsonen. Det hele blev toppet af en yderst godkendt dansk sæsonstart med hele tre top-10-placeringer.

I denne uge går HotelPlanner Touren også i gang, og dermed er alle de store tours officielt i sving.

DP World Tour fortsætter i Mellemøsten

På DP World Tour er vi nået til den tredje turnering af International Swing. Vi bliver i Mellemøsten, men denne gang rykkes der til Bahrain, hvor Bapco Energies Bahrain Championship 2026 spilles på Royal Golf Club.

Her stiller tre danskere til start: Niklas Nørgaard, Jacob Skov Olesen og Jeff Winther.

Sidste uges vinder, Patrick Reed, er også med i feltet. Den tidligere Masters-vinder beskrev sig selv som en “free agent” i sidste uge, efter at hans kontrakt med LIV er udløbet, og parterne endnu ikke er blevet enige om en forlængelse. Det rejser spørgsmålet, om vi kommer til at se Reed oftere på DP World Tour i den kommende sæson.

Følg med her


PGA Tour: Dansk kvartet på Torrey Pines

På PGA Touren fortsætter Rasmus Højgaard, der var i aktion i sidste uge, når Farmers Insurance Open skydes i gang torsdag. Denne gang får han selskab af Rasmus Neergaard-Petersen, Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen, så der stiller en dansk kvartet til start.

Turneringen spilles på legendariske Torrey Pines, som to gange tidligere har været vært for U.S. Open. Bl.a. i 2008, hvor Tiger Woods vandt på dramatisk vis i omspil.

Xander Schauffele er den højest rangerede spiller i feltet som verdens nummer 6, og sidste års vinder, Harris English, er også at finde på deltagerlisten.

Derudover markerer turneringen Brooks Koepkas comeback på PGA Touren. Amerikaneren spiller sin første PGA Tour-turnering i fire år efter at have tilbragt de seneste sæsoner på LIV. Koepka har betalt en bøde på fem millioner dollars og er dermed tilbage på verdens stærkeste tour.

Følg med her


HotelPlanner Tour – dansk bredde i Sydafrika

HotelPlanner Touren starter for tredje år i træk med SDC Open i Sydafrika, som er en co-sanctioned turnering med Sunshine Touren.

Hele seks danskere er til start: Anders Emil Ejlersen, Jonathan Gøth-Rasmussen, Hamish Brown, Victor Sidal Svendsen, Sebastian Friedrichsen og Kristian Bressum. Jacob Agerschou er første reserve og skulle efter sigende allerede være rejst til Sydafrika for at stå klar i tilfælde af et afbud i sidste øjeblik.

For Kristian Bressum markerer turneringen starten på hans professionelle karriere. Bressum har indtil sidste år været amatør og sluttede som bedst placerede dansker på WAGR. Netop den placering har sikret ham en kategori til HotelPlanner Touren i 2026.

SDC Open kan få ekstra stor betydning for Jonathan Gøth-Rasmussen. Danskeren spiller på en medicinsk dispensation efter en håndledsskade, som han pådrog sig netop ved denne turnering sidste år. Med en top-4-placering kan han allerede i sæsonens første turnering sikre sig oprykning til DP World Tour. Gøth-Rasmussen sluttede sidste år som nummer 28 på Road to Mallorca og har dermed en oplagt mulighed for både revanche og et tidligt gennembrud i 2026-sæsonen.

Følg med her