Her får du et overblik over, hvilke danske spillere der er i aktion i denne uge, og hvor de spiller.
På DP World Tour spilles sidste turnering i mellemøsten for nu, inden touren rykker videre til Afrika. Det sker ved Qatar Masters, som spilles på Doha Golf Club. En bane, der bringer gode minder frem, da Thomas Bjørn vandt turneringen tilbage i 2011.
Danmark har tre spillere til start: Jakob Skov Olesen, Niklas Nørgaard og Jeff Winther.
Det er formentlig disse tre, vi primært kommer til at følge på DP World Tour i år. De øvrige danske profiler er enten fast inventar på den anden side af Atlanten, hvor vi har fire danskere på PGA Touren, eller befinder sig på HotelPlanner Touren, hvor en større dansk gruppe kæmper for at sikre sig et DP World Tour-kort til næste sæson.
Der spilles tidligt i Qatar, og de danske spillere går ud lige i hælene på hinanden. Jakob Skov Olesen er første dansker på banen kl. 6.20, efterfulgt af Jeff Winther kl. 6.40, mens Niklas Nørgaard er sidste dansker ude kl. 6.50 – alle tider er lokal tid.
Følg med i turneringen her
På PGA Touren er Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen og Rasmus Neergaard-Petersen igen til start, når WM Phoenix Open løber af stablen på TPC Scottsdale i Arizona.
Turneringen er især kendt for det ikoniske par-3 16. hul, hvor der bygges et regulært stadion op omkring hele huller. Stemningen er notorisk intens og adskiller sig markant fra det meste andet, man oplever på PGA Touren.
Rasmus Højgaard får æren af at gå ud i en af dagens første bolde med start kl. 7.20, mens tvillingebror Nicolai Højgaard følger lige efter kl. 7.31. Senere på dagen går Thorbjørn Olesen og Rasmus Neergaard-Petersen ud sammen kl. 12.11 – alle tider er lokal tid.
Følg med i turneringen her
HotelPlanner Touren fortsætter rækken af co-sanctioned turneringer med Sunshine Touren i Sydafrika, og i denne uge gælder det CIRCA Cape Town Open.
At turneringen er co-sanctioned betyder øget konkurrence om pladserne, hvilket også afspejles i startlisten. Det er derfor ikke alle danskere med kategori til HotelPlanner Touren, der er med i denne uge.
De danskere, der har fundet vej til startlisten i Cape Town, er Jonathan Gøth-Rasmussen, Anders Emil Ejlersen, Hamish Brown, Victor Sidal Svendsen, Sebastian Friedrichsen og Jeppe Kristian Andersen.
Følg med i turneringen her