Her får du et overblik over, hvilke danske spillere der er i aktion i denne uge, og hvor de spiller. 

Efter fire turneringer i træk i Mellemøsten holder DP World Tour pause i denne uge, inden det i næste uge går løs i Kenya.


PGA Tour er det tid til den stjernespækkede AT&T Pebble Beach Pro-Am, hvor samtlige spillere fra verdensranglistens top-10 er med i feltet.

Der bliver dog ingen dansk deltagelse i Californien. Ingen af de danske PGA Tour-spillere er kvalificeret, og Rasmus Højgaard er aktuelt sjette reserve på reservelisten. Med turneringsstart i morgen ligner det derfor en uge uden dansk islæt på PGA Tour.

Turneringen kan følges her


Til gengæld er der dansk deltagelse på HotelPlanner Tour, hvor NTT DATA Pro-Am spilles i Sydafrika. Det er sæsonens tredje turnering i træk, der er co-sanktioneret med Sunshine Tour, og formatet er særligt, der spilles nemlig to turneringer sideløbende: en regulær slagspilsturnering, kombineret med en Pro-Am-turnering, hvor professionel og en amatør udgør et hold.

Turneringen får desuden fornem deltagelse af ingen ringere end “The Big Easy”, den firedobbelte majorvinder Ernie Els.

Seks danskere er med i feltet: Anders Emil Ejlersen, Jonathan Gøth Rasmussen, Hamish Brown, Victor Sidal Svendsen, Sebastian Friedrichsen og Jeppe Kristian Andersen.

De danske spillere har ikke fået den ønskede sæsonstart på HotelPlanner Tour, men forhåbentlig kan ugen i Sydafrika blive vendepunktet og kickstarte en sæson med danske topplaceringer.

Turneringen kan følges her