Hvor de første to turneringer har føltes som indendørsgolf, er sagen en lidt anden her i den tredje og sidste turnering ved Spring Series i Spanien, INFINITUM Spring Series Final – by ECCO. Vinden har taget til, temperaturen er faldet et par grader, og det afspejler sig i scorerne.
Der er i øjeblikket tre spillere i -5 efter første runde. To af runderne blev sat sammen på Lakes af henholdsvis svenske Ludvig Eriksson og norske Jonas Lønn (billedet), mens den sidste -5’er blev leveret på Hills/Ruins af finske Lauri Ruuska – uden en eneste bogey på kortet.
Lige bag trioen finder vi én spiller i -4, polske Nikolas Tyminski.
Herefter begynder feltet at samle sig. Syv spillere har formået at komme rundt i -3 og deler dermed 5. pladsen. Ét slag længere tilbage, i -2, finder vi hele 14 spillere på den delte 12. plads.
Danskerne byder op til dans
Flere danskere gjorde sig positivt bemærket i første runde. På den delte 5. plads finder vi hele fire af slagsen, Gustav Frimodt, August Thor Høst, Mathias Ballard og Oliver Suhr.
Suhr fik en drømmestart på sin runde, da han lavede hole-in-one på par 3-hullet, 4., og med det samme rykkede til -2.
Ser vi på den delte 12. plads, finder vi yderligere fem danskere, amatøren Mads Viemose Larsen, Magnus Østergaard, Jacob Worm Agerschou, Oliver Hundebøll Jørgensen og Kristoffer Max.
Dermed er hele 25 spillere inden for blot to slag – heriblandt ni danskere. Med en vejrudsigt, der peger på tiltagende vind i morgen, kan vi forvente større spredning i feltet og måske endda udskiftning i toppen af leaderboardet.
Se hele leaderboardet her