Adam Wallin leverede endnu en flot runde golf torsdag i Holstebro ved Road to Europe Final by Sparekassen Danmark, hvor Bjørn Søborg er bedste dansker på en andenplads.
Vinden tog for alvor fat torsdag i skoven i Holstebro.
Og på en meget udfordrende dag blev der leveret adskillige flotte runder.
Svenske Adam Wallin, der på historisk vis har sikret sig den samlede ranglistesejr, fortsatte ufortrødent på dag to. Han måtte dog notere en bogey (sin eneste for turneringen) på dagens første hul, men så sig ikke tilbage derfra. Med 14 pars og fire birdies hjem kunne Wallin signere en 69’er (-3).
Bedste dansker inden morgendages finalerunde er Bjørn Søborg. Lyngbygaard-spilleren var sidste mand inde i turneringen, men med en åbningsrunde i 73 slag (+1) og en imponerende bogeyfri 67’er (-5) på anden runde er han kravlet hele vejen op som nummer to.
Sammen med Wallin er Søborg ude i sidste bold i morgen 10:42. Sidste mand i den gruppe er svenske Anton Karlsson, der havde dagens laveste runde i 66 slag.
Top 10 på NL inden denne uge
| 1. | Adam Wallin**** | 72670 |
| 2. | Tobias Edén*** | 55797 |
| 3. | Martin Eriksson* | 40467 |
| 4. | Jacob Agerschou** | 39687 |
| 5. | Victor Bjørløw* | 38713 |
| 6. | Jesper Hagborg Asp | 34041 |
| 7. | Anders Emil Ejlersen* (OE) | 32819 |
| 8. | Sebastian Petersen* | 32461 |
| 9. | Kasper Nyland** | 31575 |
| 10. | Tom Røed Karlsen* | 31533 |
Svenske Adam Wallin og Tobias Edén er sikre på oprykning. Ikke alene kan de ikke hentes på ranglisten, men de har også henholdsvis fire og tre sejre, hvilket giver direkte oprykning til HotelPlanner Touren – uanset hvor de ender på ranglisten.
Anders Emil Ejlersen er ligeledes sikret en plads på HTP til næste sæson, da han tidligere på året vandt en turnering der.
Scenarierne
Victor Bjørløw på 5. pladsen fører i øjeblikket med knap 4.700 point ned til Jesper Hagborg Asp. Asp skal som minimum have en andenplads i Holstebro for at kunne skubbe Bjørløw ud af top 5 – men det kræver samtidig, at Victor slutter langt nede i feltet. Inden fredagens finalerunde er Bjørlow placeret på en 13. plads mens Asp indtager 20. pladsen.
Svenske Sebastian Petersen skal bruge en sejr, der giver 9.000 point, for at bevare håbet om en plads i top 5. Det kræver dog også, at Jacob Agerschou slutter uden for top 8, og Victor Bjørløw uden for top 3. Og det scenarie ser umuligt ud efter to runders golf, hvor Petersen indtager 28. pladsen i +4.
Kasper Nyland har stadig mulighed for at avancere til HTP næste år – men det kræver intet mindre end en sejr. Skulle Nyland gå hen og vinde Road to Europe Final by Sparekassen Danmark, men alligevel ende uden for top 5, vil han stadig få en kategori til næste år, da det i så fald vil være hans tredje sejr på Nordic League i år. Nyland er placeret på en delt tredjeplads, seks slag fra Wallin.