Med et misset cut i Qatar Masters lykkedes det desværre ikke for John Axelsen at holde sig i top 116 på DP World Tour-ranglisten, Race to Dubai. Dermed må sidste års vinder af ECCO Tour og Nordic Golf League tage på Qualifying School, hvis han skal bevare en bare nogenlunde kategori på DP World Tour i 2024.

Samme rute bliver aktuel for Martin Leth Simonsen, Christoffer Bring og Oliver Hundebøll, som ligeledes missede cuttet i Qatar Masters. Desværre er de tre spillere så langt tilbage på Race to Dubai, at de skal træde ind på Q-School Stage 2, som begynder allerede i næste uge i Spanien. John Axelsen er placeret så højt på Race to Dubai, at han træder ind i Q-School Final Stage om små 14 dage.

Søren Kjeldsen forpassede med et misset cut i Qatar også muligheden for at holde sig i kategori 10 på DP World Tour. Den danske veteran har dog stadig en kategori at spille ud fra i 2024 ved at være blandt de 40 spillere, der har tjent mest i deres karriere, og dermed er i top 40 på Career Money List.

Som tidligere nævnt her på siden har Thomas Bjørn også haft lignende spillerettigheder, men de udløber i år, da man kun kan spille fra denne kategori i to sæsoner.

Niklas Nørgaard missede også cuttet i Qatar Masters og kommer næppe videre til den næstsidste turnering på DP World Tour i denne sæson, Nedbank Golf Challenge i Sydafrika om små to uger, hvor kun top 60 på Race to Dubai er kvalificeret. Niklas Nørgaard er lige nu beregnet til at være nummer 79 på Race to Dubai, og selvom der fyldes op, hvis der kommer afbud, så kommer der næppe så mange afbud.

Thorbjørn Olesen, Rasmus Højgaard og Jeff Winther klarede alle cuttet i Qatar Masters, og de er sikre på at deltage i Nedbank Golf Challenge. Jeff Winther kan med et godt resultat i Qatar allerede denne uge sikre sig deltagelse i DP World Tour Championship, hvor kun top 50 på Race to Dubai er kvalificeret. Her er Thorbjørn Olesen, Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard sikre deltagere.

Marcus Helligkilde, der ikke spiller i denne uge, er som nummer 45 på Race to Dubai med stor sandsynlig klar til DP World Tour Championship, men han kan i værste fald ende med sorteper efter Nedbank Golf Challenge.

Læs også – Dansk vrimmel på Q-School

Læs også – John Axelsen har ryggen mod muren

Læs også – Farvel Thomas Bjørn – og mange tak!

Læs også – ECCO Tour 2024 er klar

Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 kommer til salg. I vores nyhedsbreve vil du også blive opdateret med sidste nyt om vores mange events. Som modtager af vores nyhedsbrev er du automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.

Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!