Legende. Lokomotiv. Forbillede. Kaptajn. Formand. Alle prædikater, der kan sættes i forbindelse med Thomas Bjørn. Han er efterhånden blevet 52 år og spiller i denne uge sin turnering nummer 602 på DP World Tour. Det gælder Andalucía Masters, som også bliver den sidste for Bjørn, idet hans ‘exemption’ som det hedder, udløber med denne sæson.
Det begyndte i 1993, hvor Thomas Bjørn blev professionel og spillede på Challenge Tour. Efter et par sæsoner formåede Bjørn endelig at indfri sine egne forventninger, da han i 1995 vandt hele fire gange og toppede Challenge Tour ranglisten. Det gav selvfølgelig oprykning til European Tour, som den hed dengang.
Bjørns første optræden på European Tour var i Sydafrika, hvor det blev til en flot 14. plads i Dimension Data Pro Am. Senere samme år vandt Thomas Bjørn sin første sejr på touren, da han strøg til tops i Loch Lomond World Invitational. Med yderligere fem top ti-placeringer det år viste Bjørn, at han ikke bare hørte hjemme på dette niveau, men også at han var en af tourens nye store stjerner.
Året efter blev han den første dansker nogensinde til at optræde på det europæiske Ryder Cup hold. Bjørn spillede to matcher, tabte ikke og scorede 1,5 point for Europa. Ikke mindst singlen mod Justin Leonard huskes af mange. Bjørn kom hurtigt 4 ned, men kæmpede sig tilbage og delte matchen.
I alt blev det til 15 sejre på DP World Tour. Den sidste kom i 2014 i Nedbank Golf Challenge. Desuden har han vundet 2 sejre på Japan Golf Tourog 4 sejre på Challenge Tour. Værd at nævne er også hans tre andenpladser i majors.
Udover sin karriere som spiller var Bjørn i mange år også formand for Tournament Players Committee, hvor han demonstrerede sine store evner som leder. Evner, der også var med til at gøre ham til kaptajn for det europæiske Ryder Cup hold i 2018 i Paris.
I det hele taget har Bjørn været en kæmpe del af European Tour og det europæiske Ryder Cup hold. Tre gange som spiller og en gang som kaptajn, alle fire gange med sejr til følge. Desuden har han været vice-kaptajn hele fem gange.
I sin lange karriere har Thomas Bjørn også bidraget tilbage til den danske golfverden. Han har været involveret i flere juniorprojekter, han har stået bag Thomas Bjørn Open på Challenge Tour, og han har også lagt navn til og deltaget i Thomas Bjørn Samsø Classic på ECCO Tour de seneste to år. Også hvad angår Made in Himmerland/Denmark har Bjørn fra starten i 2014 haft en stor rolle, både på banen, men også i kulissen.
Nu slutter det for Bjørn i den forstand, at han ikke længere har en kategori på DP World Tour, hvor han kan vælge og vrage mellem turneringerne. Bjørn har været i den såkaldte ‘Legends Category’ i nogle sæsoner, men på grund af manglende resultater har han ikke formået at bevare sine spillerettigheder længere.
Bjørn spillede i denne uge for sidste gang i Andalucía Masters, hvor han imod alle odds og med en glohed putter på anden runde meget passende klarede cuttet og dermed fik fire runder i sin farvel-turnering.
Nu er det ikke sådan, at vi aldrig igen vil se Bjørn på DP World Tour. Der vil givetvis stadig komme invitationer nu og da, præcis som vi også ser det med andre veteraner, eksempelvis den spanske legende Miguel Angél Jiménez.
Her til slut vender vi tilbage til prædikaterne i begyndelsen af artiklen. Bjørns indflydelse på dansk golf gennem de seneste 30 år kan ikke overvurderes. Dermed er der kun tilbage at sige: Farvel Thomas – og mange tak!
Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 kommer til salg. I vores nyhedsbreve vil du også blive opdateret med sidste nyt om vores mange events. Som modtager af vores nyhedsbrev er du automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.
Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!