De danske golfstjerner Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen ser frem til at vende tilbage til Danmark for at konkurrere ved Danish Golf Championship på Lübker Golf Resort i næste uge. Begge har repræsenteret Europa ved Ryder Cup og leverede imponerende præstationer ved de Olympiske Lege i Paris, hvor Højgaard sluttede som nummer syv og Olesen som nummer 14.
Nicolai Højgaard glæder sig særligt til at dyste mod sin tvillingebror, Rasmus, som er forsvarende mester.
– Jeg er meget spændt på at komme tilbage til Danmark og konkurrere ved Danish Golf Championship, udtaler Nicolai og fortsætter:
– Det var meget specielt at se Rasmus blive den første danske vinder af turneringen sidste år, men jeg vil gerne slå ham denne gang og selv løfte trofæet.
Thorbjørn Olesen har deltaget i alle udgaver af turneringen, og han nyder altid at spille på hjemmebane.
– Det er altid noget særligt at få mulighed for at spille på hjemmebane. Publikum er virkelig engagerede, og vi får så meget støtte fra dem, fortæller Olesen.
Turneringen byder også på deltagelse af Niklas Nørgaard, der har haft sin bedste sæson til dato på DP World Tour, samt de erfarne spillere Jeff Winther og Søren Kjeldsen, der for nylig nåede 700 optrædener på Touren.
Rasmus Neergaard-Petersen, der fører Challenge Tour’s Road to Mallorca Rankings, vil også være med i feltet, sammen med den unge amatør Jacob Skov Olesen, der debuterer på DP World Tour efter sin historiske sejr ved Amateur Championship tidligere i år.
Turneringsformand og golflegende Thomas Bjørn er stolt over de danske spilleres niveau og ser frem til en spændende turnering.
– Jeg er utrolig stolt af det talent, Danmark har produceret de seneste år, og vi kan se frem til et fantastisk Danish Golf Championship,” siger Bjørn og fortsætter:
– Der er både etablerede stjerner fra DP World Tour og nogle meget spændende unge spillere at holde øje med på Lübker Golf Resort.”
Der er turneringsstart torsdag den 22. August. Billetter til Danish Golf Championship starter ved 100 DKK, og der er særlige rabatter for unge. For en eksklusiv oplevelse tilbyder Aarhus Airport Sky Bar udsigt over nøglehuller på banen samt besøg af Thomas Bjørn hver dag under turneringen.