Måske er der lidt tømmermænd at spore hos familien Højgaard mandag morgen. Der var i hvert fald masser at fejre søndag aften, selvom Rasmus Højgaard blev sorteper i kampen om et PGA Tour-kort. Vi kigger i denne artikel her på nogle af de ting, der følger med efter den flotte sejr til Nicolai Højgaard i DP World Tour Championship.

Sejren var den tredje på DP World Tour for Nicolai Højgaard. Tidligere har han vundet Italian Open (2021) og Ras al Khaimah Championship (2022). Nicolai Højgaard er 22 år og fylder 23 i marts 2024. Til sammenligning havde Thomas Bjørn i samme alder endnu ikke vundet sin første turnering på DP World Tour. Den kom i 1996 i Skotland, hvor Thomas var 24 år gammel.

Store pengebeløb

Sejren i DP World Tour Championship indbragte ham 20.611.876 kroner, som tæller på Race to Dubai og Career Earnings-ranglisten. Den store præmiesum bragte Nicolai Højgaard op på andenpladsen på årets Race to Dubai, hvor der er gode bonusser til de otte bedste. Andenpladsen udløser 8.196.132 kroner, men disse tæller ikke med på nogen af de førnævnte ranglister.

Andenpladsen på Race to Dubai giver også en bonus i forhold til den kommende sæson, hvor Nicolai Højgaard skal spille på PGA Tour. Den bedst placerede på Race to Dubai, som ikke endte i top 50 på FedEx Cup ranglisten i 2022/23-sæsonen, er nemlig sikret en plads i PGA Tour sæsonens to første såkaldte Signature Events. Rory McIlroy, der vandt Race To Dubai, sluttede som nummer fire på FedEx Cup-ranglisten.

Signature Events

Signature Events er turneringer med et begrænset felt og en præmiesum på 20 millioner dollars. Til sammenligning var der 10,5 millioner dollars i præmiesum ved DP World Tour Championship. De to turneringer, som Nicolai Højgaard er kvalificeret til, er AT&T Pebble Beach Pro-Am i slutningen af januar og Genesis Invitational i februar.

Verdensranglisten

Sejren i Dubai indbragte Nicolai Højgaard 27,7234 point til verdensranglisten hvilket sender ham op som nummer 50 på den nye verdensrangliste. Netop top 50 er vigtig for spillerne, da der følger invitationer til major turneringer med, når man er i top 50. For eksempel bliver alle i top 50 ved nytår sædvanligvis inviteret til The Masters, årets første major. Det er dog ikke sikkert, at Nicolai vil holde sig i top 50 henover nytår, da der spilles flere turneringer i år. Nicolai sagde på pressemødet  i aftes, at han ikke agter at spillere mere i år.

Der er første gang i mere end fire år, at der er en dansk herrespiller i top 50 på verdensranglisten. Tilbage i 2019 var både Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard i top 50. Thorbjørn røg ud af top 50 i uge 18 det år, mens Lucas Bjerregaard gled ud af top 50 i uge 32.

Race to Dubai

Andenpladsen på Race to Dubai til Nicolai Højgaard er den bedste danske placering nogensinde på Race to Dubai. Hidtil var det Thomas Bjørn, der havde rekorden med en 5. plads i 2000.

Sejren i DP World Tour Championship var den kun anden danske sejr i en Rolex Series-turnering. Thorbjørn Olesen blev i 2018 den første dansker til at vinde en Rolex Series-turnering, da han vandt Italian Open.

En ting er helt sikkert – der vil blive sat mange flere rekorder i de kommende år, ikke bare af Nicolai Højgaard, men også af Rasmus Højgaard. Og husk på, at Rasmus Højgaard stadig fører den interne konkurrence mellem brødrene om, hvem der har flest sejre. Rasmus har vundet fire gange på DP World Tour, heriblandt Made in Himmerland i år, mens Nicolai med sejren i Dubai nåede op på tre sejre.

Vi glæder os til de kommende mange år!

Læs mere – Interview med Nicolai Højgaard

Læs mere – Kæmpe triumf for Nicolai Højgaard

Læs mere – Nu varer varer ikke længe

DP World Tour Championship – Slutstillingen

Læs mere – Alle fire danskere i top 10

Læs mere – Fra ECCO Tour til PGA Tour

Læs mere – Tre danskere fik kort til DP World Tour

Læs mere – ECCO Tour 2024 er klar

Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 om kort tid kommer til salg. I vores nyhedsbreve vil du også blive opdateret med sidste nyt om vores mange events. Som modtager af vores nyhedsbrev er du automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.

Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!