Chairman for Danish Golf Championship, der begynder på Lübker torsdag, Thomas Bjørn, glæder sig til årets store danske golfturnering, men ser også et behov for yderligere at styrke de unge golfspillere.

Torsdag den 22. august starter den største professionelle golfturnering på dansk grund, Danish Golf Championship, og Lübker Golf & Spa Resort på Djursland er vært for første gang. Alle de danske golfstjerner er klar til udfordringen.

– Det er en fantastisk bane. Afslutningen er rigtig god, hvor specielt hul 15 og 16 er svære, og de kan fremtvinge en spændende afslutning,” fortæller Thomas Bjørn ved onsdagens første pressemøde på Lübker.

Den forsvarende mester, Rasmus Højgaard, er også klar på Lübker, ligesom brormand Nicolai og Thorbjørn Olesen, der for nyligt toppræsterede til OL i Paris. Og selvom 2024 har givet flotte danske præstationer, ser Thomas Bjørn, der for nyligt indtrådte som Chairman ved Danish Golf Championship, forbedringsmuligheder.

– Vi prøver at få alle ting til at hænge sammen i dansk golf. Der er mange gode tendenser i øjeblikket. Jeg synes vi sidder meget godt med den her turnering, Challenge Tour turneringen og hele ECCO Tour, udtaler Bjørn og fortsætter:

– Jeg har en rolle, hvor jeg kan være med til at påvirke Flemming Astrup (Promoter for Danish Golf Championship) og påvirke DP World Tour. Vi skal holde fast i det Flemming og hele holdet bag turneringen har været gode til, og jeg synes det er spændende at være med og bidrage med min erfaring og viden.

De unges selvstændighed skal styrkes

Dansk golf skal fokusere endnu mere på at styrke de unge spilleres selvstændighed og forberede dem bedre til overgangen fra amatør til professionel, mener Thomas Bjørn, der opfordrer til større ansvar hos de kommende stjerner. Han håber og tror på at kunne bidrage til den fortsatte udvikling.

– Nu var jeg med på sidelinjen under OL som holdkaptajn, og her diskuterede Morten Backhausen (formand, Dansk Golf Union, DGU) og jeg frem og tilbage, hvilke opgaver Dansk Golf Union står overfor. Her skal vi fortsat blive bedre til at sikre, hvordan de unge lykkes som professionelle, fortæller Bjørn og fortsætter:

– Man skal i høj grad tage en samtale med de her unge spillere om, at på et tidspunkt går de ind i den professionelle verden, og at de dermed skal blive bedre til, at de selv skal styre deres forretninger. Det er en svær balancegang, men det er her vi kan udvikle os i dansk golf.

Thomas Bjørn slår afslutningsvist fast, at Højgaard-brødrene er rigtig gode eksempler på, hvordan unge spillere kan tage det svære skridt tidligt i karrieren.

– Vi snakker meget om Rasmus og Nicolai Højgaard, men det er fordi, at de er så gode til netop at tage ansvar for deres egen forretning. De er eksemplariske forbilleder for dansk golf.

Få billetter tilbage!

Køb din billet i døren, men hvis du vil sikre dig adgang, så følg linket herunder.


Køb billet til DP World Tour på Lübker