Daniel Løkke er nu milimeter fra en plads på European Challenge Tour fra næste sæson.
Daniel Løkke er nu milimeter fra en plads på European Challenge Tour fra næste sæson.

Der er meget på spil ved ECCO Tour og Nordic Golf League finalen på Ljunghusen Golf i denne uge, og selvom danske Mark Haastrup fredag sprudlede og har kørt sig selv i vinderposition inden finalerunden, så vil endnu mere fokus lørdag dog være på Daniel Løkke.

Holstebro-profilen kom fredag rundt i to under par og kravlede frem på en delt niendeplads ved Tourfinal Vellinge Open på Ljunghusen. Men hvad mere vigtigt er, så kravlede Løkke forbi Björn Hellgren og formåede sågar at distancere den dygtige svensker med hele tre slag.

Løkke har inden denne uge 96 euro op til Björn Hellgren på den femte og altafgørende plads på GolfBox Nordic Golf League Ranking, der giver adgang til Challenge Touren fra næste sæson.

 

Mark Haastrup fører finalen med tre slag
Inden vi vender tilbage til diverse scenarier for, hvordan Daniel Løkke lørdag bliver Challenge Tour klar, så fortjener et par andre danske profiler også omtale for deres fremragende præstationer fredag.

Den tidligere Europatour-spiller, Mark Haastrup leverede en intet mindre en fænomenal golfrunde, da han kom rundt i blot 65 slag, syv under par. Det bringer Haastrup i front for Tourfinal Vellinge Open med hele tre slag, og viser, at Haastrup om en måneds tid er klar til på European Q-School at snuppe sin returbillet tilbage til Europas fornemmeste golftour.

På en delt andenplads ligger danske Nicolai Tinning efter dagens næstbedste runde. Imponerende 66 slag, seks under par, bringer Tinning inden for rækkevidde af både sejren ved Tourfinal men også i en gunstig position til at snuppe sejren i finaleserien, FREJA Final 4Four

På den delte andenplads ligger Tobias Rosendahl, Christofer Blomstrand og Simon Forsström, og sidstnævnte leder os omgående tilbage til Daniel Løkkes chancer for lørdag eftermiddag at kunne kalde sig selv Challenge Tour spiller fra 2016.

Sådan bliver Daniel Løkke klar til Challenge Touren
For mens Daniel Løkke til sin store tilfredshed fredag åbnede et treslags forspring til Björn Hellgren, så kravlede Simon Forsström op igennem feltet. Forsström er inden denne uge 3.450 euro efter Daniel Løkke på GolfBox Nordic Golf League Ranking. Og det betyder, at Simon Forsström kan ende med at løbe med den femte og sidste Challenge Tour plads til næste sæson, hvis han formår at slutte i top-3.

En førsteplads ved Tourfinal giver 8.442 euro, en udelt andenplads giver 5.534 euro, mens en trejdeplads giver 3.705 euro. Det giver følgende scenarier for Daniel Løkke.

  • Betingelse nummer 1 er, at Løkke slutter foran Björn Hellgren.
    • Slutter de uden top-13 er én placerings mellemrum ikke nok.

Lykkes det at slutte i top-13 foran Hellgren, er det kun Simon Forsström, der kan spolere drømmen om Challenge Touren for Daniel Løkke.

Scenariet i forhold til Forsström ser således ud:

  • Simon Forsström vinder
    • Daniel Løkke skal slutte på en udelt andenplads
  • Simon Forsström bliver udelt nummer to
    • Daniel Løkke må dele femtepladsen med én spiller
  • Simon Forsström bliver delt nummer to med én spiller
    • Daniel Løkke skal slutte som mindst nummer 11.
  • Simon Forsström bliver delt nummer to med to spillere
    • Daniel Løkke skal slutte som mindst nummer 22
  • Simon Forsström bliver delt nummer to med tre spillere
    • Selv om Løkke bliver sidst, vil indtjeningen være nok til at holde sig foran Forsström.
  • Simon Forsström bliver udelt nummer tre
    • Daniel Løkke skal slutte som mindst nummer 32.

 

Der er således lagt op til et enormt drama lørdag. Og mens Mark Haastrup og Nicolai Tinning vil jagte sejren i Tourfinal Vellinge Open hosted by Ljunghusen, så kan Daniel Løkke nøjes med langt mindre – i hvert fald under de rigtige omstændigheder.

Du kan se stillingen i Tourfinal Vellinge Open her, hvor du også kan følge med LIVE fra lørdag morgen.

Du kan se stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.