Finaledagen i The #1 Tour Final in Golf på PGA Sweden national bød på både godt og skidt, set med danske briller. Lad os begynde med det gode. Det endte nemlig med en dansk sejr til Jonathan Gøth-Rasmussen.

Søllerød-spilleren fik den perfekte start på runden med eagle på andet hul og birdie på 3. og 4. hul. Dermed var finske Matias Honkala, der førte inden de sidste 18 huller, ikke bare indhentet, men også overhalet i den samlede stilling. Gøth-Rasmussen scorede endnu en eagle på 8. hul og var pludselig foran med fire slag.

Den føring satte han aldrig over styr, selvom det pludselig så ud til, at det skulle blive spændende hen mod afslutningen på runden. Honkala lavede birdie på 11. og 13. hul, samtidig med at Gøth-Rasmussen lavede bogey på 14. hul. Så var der kun ét slag mellem de to. Spændingen forsvandt dog kort efter, da Honkala scorede triple bogey på 16. hul og bogey på 17. hul.

Dermed fik det ingen betydning, at Gøth-Rasmussen igen i dag sluttede skidt af med tre bogeys i træk. Det endte med en flot runde i 69 slag og en sejr på to slag til islandske Axel Boasson, der gik en bogeyfri 69’er, og tre slag til Björn Åkesson, der er den førende på ranglisten Golfbox Road to Europe, samt Matias Honkala.

Søren Broholt Lind avancerede til en delt 5. plads med en runde i par, og Kristoffer Max hentede med en 9. plads ligeledes en top 10 placering. Morten Toft Hansen var den anden af blot to spillere, der formåede at gennemføre dagens runde i øsende regnvejr uden at sætte slag til. Det blev til en flot 69’er, tre slag under par.

På minussiden må vi nævne Alexander George Frances og Peter Launer Bæk, der ikke formåede at forsvare deres gunstige positioner på ranglisten i kampen om Challenge Tour 2024. Det blev +3 for Frances og +6 for Launer Bæk på dagens runde, og begge blev overhalet og skubbet baglæns på Golfbox Road to Europe. Axel Boasson rykker op på 5. pladsen og skubber Frances ned på 6. pladsen, mens Honkala rykker frem på 7. pladsen og skubber Launer Bæk tilbage på 8. pladsen.

Det er dog ikke slut endnu for de to danskere, idet der i næste uge spilles sæsonfinale på Møn, Road to Europe Final. Her er der €35.000 i præmiesum, med €7.000 til vinderen.

Stort tillykke til Jonathan Gøth-Rasmussen, der efter 12 klarede cut i træk missede cuttet i de to seneste turneringer. Det flotte stræk gav to 2. pladser og to 4. pladser, men sejren udeblev. Indtil i dag, hvor Søllerød-spilleren tilsyneladende nød den silende regn dagen igennem.

The #1 Tour Final in Golf – resultat.

Golfbox Road to Europe – stilling før sæsonens sidste turnering.

Hvis du er tilmeldt vores nyhedsbrev, får du besked som en af de første, når de første early bird billetter til Danish Golf Championship 2024 kommer til salg. I vores nyhedsbreve vil du også blive opdateret med sidste nyt om vores mange events. Som modtager af vores nyhedsbrev er du automatisk med i lodtrækningen om to partout billetter til Danish Golf Championship 2024.

Hvis du ikke er tilmeldt – så gør det her – det er helt gratis!